Enorm gymnasiefest går fri for slemme drukforgiftninger

Omkring 8.000 unge har fredag aften været samlet til fest i Dyrehaven. Cirka 70 personer har været forbi samaritterne, og det er færre end samme tid sidste år. Billedet er fra festen i 2017. Martin Lehmann/POLFOTO
Omkring 8.000 unge har fredag aften været samlet til fest i Dyrehaven. Cirka 70 personer har været forbi samaritterne, og det er færre end samme tid sidste år. Billedet er fra festen i 2017. Martin Lehmann/POLFOTO
Lyt til artiklen

Den årlige skolestartsfest for københavnske gymnasieelever i Dyrehaven ser ud til at gå helt fri for grimme alkoholforgiftninger.

Fredag aften oplyser Claus Staunstrup Nilsson, der er chef for Natteravnene, at ingen af de cirka 8000 deltagere ved den såkaldte Puttefest foreløbigt har måttet sendes til udpumpning på hospitalet.

»Der er stadig fuld knald på festen, og jeg kan også se, at vi nu skal ud og hjælpe en del. Men modsat sidste år og særligt året forinden har vi ikke haft nogen udrykninger for alkoholforgiftninger«, siger Staunstrup Nilsson.

Ifølge ham har både de cirka 70 natteravne og de mange samaritter dog fortsat nok at se til.

Blandt andet er usædvanligt mange unge blevet stukket af hvepse, ligesom det våde føre også har medført forstuvede og brækkede ankler.

»Selvfølgelig er der nogen, der har fået for meget at drikke, men det store 'issue' har altså været bistik og de glatte bakker«, siger chefen for Natteravnene.

Ikke så slemt som sidste år

Hos Nordsjællands Politi er meldingen omkring klokken 22 fredag, at omkring 70 unge har været en tur forbi samaritterne. Til sammenligning var tallet sidste år 120, og dermed går det ifølge politikommissær Michael Hansen i den rigtige retning.

»Der er de sædvanlige småslagsmål, når mange unge mennesker er samlet. Men vores fornemmelse er, at det ikke er så slemt som sidste år, og året forinden gik det jo helt galt«, siger politikommissæren.

Den årligt tilbagevendende begivenhed fik i 2016 stor opmærksomhed. Ved den lejlighed var omkring 10.000 med til festen, og indtaget af alkohol blev så voldsomt, at mange unge blev forgiftet og måtte udpumpes.

Årets Puttefest begyndte allerede omkring klokken 15. Forventningen er, at stort set alle de unge inden midnat vil have forladt pladsen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her