Politikere i Odense fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti er blevet enige om en plan for det såkaldte ghetto-område Vollsmose, der i løbet af de kommende år skal få området til at ligne resten af byen, hvad angår andelen af ledige, børnenes danskkundskaber, folkeskoleelevernes faglige niveau og fritidsaktiviteter.
Det skal blandt andet ske ved at nedrive eller omdanne mindst en fjerdedel af de almene boliger til ejerboliger og studieboliger. I alt skal mindst 1.000 af områdets 3600 almene omdannes til andre boligtyper eller rives ned. Fordelingen skal udmøntes senere, fremgår det af planen, som et enigt byråd har præsenteret i dag.



























