Hvor i verden de to mænd befinder sig, er uvist. Sandsynligvis blev den ene dræbt sidste år under kamphandlinger mellem Islamisk Stat (IS) og udenlandske styrker på grænsen mellem Syrien og Libanon. Men alligevel spiller begge mænd en central rolle i den sag om eksport af droneudstyr til terrorbevægelsen, der nu foregår bag lukkede døre og med navneforbud i Københavns Byret.
Ifølge Politikens oplysninger er den ene af sagens i alt fem sigtede identisk med en 32-årig tyrkiskdansker, der tilbage i 2007 blev idømt en langvarig fængselsstraf i Bosnien for planlægning af terror. Han blev anholdt i en lejlighed i hovedstaden, Sarajevo, med 20 kilo sprængstof og et selvmordsbælte.




























