Lyt til artiklen
Forfatteren Klaus Rifbjerg havde engang et radiohørespil om en gammel dame, der lå for døden i sin hospitalsseng og trak tiden ud.
De pårørende kom hver dag til sengen og stod og spildte tiden, idet patienten ganske vist var bevidstløs, men ikke var til sinds at opgive ævred. Og så kom der en replik, som jeg endnu husker: »Dø så!«. Jeg tror den blev sagt af patientens søn. Hvad var meningen med skuespillet? En støtte til aktiv dødshjælp? Et debatindlæg? En kommentar om et problem, som ikke kan løses?
