Klarere konsekvenser og flere penge. Det er kort sagt, hvad undervisningsminister Merete Riisager (V) vil gøre for at komme volden mod lærere til livs. I de kommendesatspuljeforhandlinger vil regeringen øremærke 30 millioner kroner til området i 2020-2022. Ministeren vil også undersøge, hvilke muligheder der er for at bortvise eller henvise store elever, der er voldelige, til andre skoletilbud. Det udtalte hun her i avisen 11. oktober 2018. Men ifølge en række folkeskoleordfører fra de øvrige partier er det ikke en holdbar løsning. »Man løser ikke problemet, når man som minister går ud og siger, at vi skal bortvise elever. I stedet forsøger man at sætte låg på en kedel, som er kogt over af nogle helt andre årsager«, siger Carolina Magdalene Maier, folkeskoleordfører for Alternativet.
»Jeg synes, det bliver symptombehandling. Det handler jo om at finde roden til problemet. Hvorfor er det, at de her børn er voldelige? Det er den første nysgerrighed, vi bør have«. Carolina Magdalene Maier mener, at regeringen i stedet burde starte et helt andet sted: ved at finde ud af, hvad lærerne mener, der er brug for.




























