Den massive offentlige interesse for sagen om den svindelmistænkte afdelingsleder i Socialstyrelsen, Britta Nielsen, slog gnister, da den 64-årige kvinde lørdag blev fremstillet i grundlovsforhør efter halvanden måned på fri fod – på flugt, vil mange mene, selv om hendes forsvarer har sagt, at hun ikke er flygtet, men bare har opholdt sig i udlandet.
Hun blev tidligere på ugen anholdt i Sydafrika, og det samme gjorde hendes 38-årige søn, som er en af de i alt tre medsigtede i sagen. Efter at navneforbuddet mod ham lørdag blev hævet, er det nu tilladt at fortælle om familierelationen mellem de to.




























