Osvald Helmuth var det jo, som i 1952 i revyen på ABC fremførte Arvid Müller og Kai Normann Andersens fremragende vise ’Familieportrættet’. Her optræder kone, fætter, fader, moder med flere i strålende karrierer og lyksalighed, indtil luften i slutningen af hvert vers går af ballonen. »To år for åger – portræt af min svoger«, etcetera. Familiens sammenbrud er holdt i en stram udtryksløs sandfærdig stemning – først lægger vi op til det strålende, så til det sande: »To silhuetter (i gang med hvad ...) – portræt af min fætter«.
Sådan går det i familier. De store ønskedrømme hører ungdommen til, men så går årene med fristelser og tilbud, der ikke kan afslås, man dumper gradvis fra det strålende til det gennemsnitlige, eller derunder. Hvordan skal man opretholde selvportrættet og få folk til at tro på det? Don Ø, den flinke mand, gik fra hæder og ære i Parken til en fængselsdom.
