Hvis der er en ting, der samler rød og blå blok i disse år, så er det romantiseringen af Produktionsdanmark. Det er næsten et enigt kor, der besynger blankslidte kedeldragter og tudende fabriksfløjter som både økonomiske redningsplanker og symbolske markører på ’rigtige arbejdspladser’.
Det afspejler den politiske realitet, at timelønnede lønmodtagere er en af de mest interessante vælgergrupper. Dels er der mange af dem, og dels er det dem, der svinger mellem Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet og derfor lægger de afgørende lodder i den blå eller røde skål.




























