Transportminister Ole Birk Olesen regner med, at nye perroner og parkeringspladser kan betale sig selv.

Regeringen vil udvide togstation ved Københavns Lufthavn

Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Togstationen ved Københavns Lufthavn på Amager har længe haft svært ved at rumme alle de passagerer, der skal ud i verden med fly. Over 34 procent af alle rejsende til Københavns Lufthavn ankommer i dag med toget.

Men stationen risikerer at blive en hindring for lufthavnens fortsatte vækst.

Og når Femern Bælt-forbindelsen engang åbner, vil der komme endnu mere togtrafik fra Sverige. Derfor bliver der brug for mere plads.

»Lige nu er tendensen for udviklingen, at lufthavnens antal af passagerer vil vokse fra 30 til 40 millioner om året. For at det skal kunne lade sig gøre, er det nødvendigt med en ny togstation med plads til flere tog til fremtidens passagerer«, siger Peter Goll, der er kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavn, i en pressemeddelelse.

Med den begrundelse vil regeringen, som del af det hovedstadsudspil, der fremlægges torsdag, udvide stationen med to nye perroner. Der skal også opføres et nyt parkeringshus til 2000 biler.

»Københavns Lufthavn er i stor vækst, og lufthavnen har en ambition om at være den førende internationale lufthavn i Norden med over 40 millioner passagerer årligt«, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) i en pressemeddelelse.

»Det er afgørende for væksten, at den omkringliggende infrastruktur understøtter lufthavnen«.

Investering på 2,5 milliarder

Den nye station skal efter planen øge antallet af tog fra både Sverige og Vestdanmark fra 13 til 18 tog i timen. Og det er netop rejsende fra Fyn, Jylland og Sydsverige, som foretrækker at bruge toget på rejsen til Københavns Lufthavn.

Udvidelsen kan finansieres ’uden at åbne statskassen’, forklarer ministeren. Den vurderes ganske vist at ville koste 2,5 milliarder kroner. Men de penge vil kunne betales tilbage ved at udlicitere driften af parkeringshuse til private, er forventningen.

Hvis belægningsprocenten i parkeringshusene er 95 procent, skønnes det at tage 26 år. Hvis den er 75 procent, vil det tage 38 år.

ehk

ritzau

Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her