Koldere vejr på vej mod Danmark, og det bliver ifølge DMI en kold januar og februar, som danskerne går i møde.

Vinter i Danmark: Kulden fortsætter

Der kommer til at gå lidt tid endnu, før vi oplever varmere temperaturer. (Arkiv) Foto: Martin Lehmann/POLFOTO
Der kommer til at gå lidt tid endnu, før vi oplever varmere temperaturer. (Arkiv) Foto: Martin Lehmann/POLFOTO
Lyt til artiklen

Vinteren er for alvor ved at bide sig fast i hele landet.

Det var weekendens udbredte nattefrost og mandagens snebyger allerede de første spæde tegn på. Og vi har ifølge DMI mere kulde i vente, så der er ingen grund til at hænge vintertøjet tilbage i skabet allerede nu.

Nye prognoser fra DMI tyder på, at der vil komme en længerevarende kuldeperiode, takket være en kold luft, som strømmer ind over landet fra Østeuropa, og resten af januar og februar måned kommer derfor til at blive temmelig vinterlig og et par grader koldere end normalt.

Temperaturne kommer gennemsnitligt til at ligge omkring frysepunktet, mens det om natten bliver ned til 5 graders frost. Steder, hvor der ligger sne, kan få helt ned til minus 10 grader, hvis det vejret er klart om natten.

En lille snemand i vinterferien

Når skolerne holder vinterferie i uge 6 og 7 skal man huske det varme tøj, hvis man skal have børnene med til udendørsaktiviteter.

Hvor meget sne, der kommer, og hvor lang tid, den bliver liggende, er dog fortsat uklart og kan ifølge DMI først forudsiges op mod en uges tid, før det sker.

Der kan sagtens komme en omgang sne til hele landet, men en del vil nok smelte væk relativt hurtigt, så hvis man har planer om at bygge snemænd, skal man være hurtigt ude.

Kigger man helt frem til marts måned, vil man ifølge prognosen heller næppe kunne forvente sig noget markant varmere forårsvejr, i hvert fald ikke i den første halvdel af måneden.

Det skyldes, at farvandene omkring Danmark er blevet kølet ned, og derfor vil holde temperaturen nede. Også selv om dagene bliver længere, og solen derfor vil kunne bløde lidt op på kulden og hurtigere smelte den sne, som måtte komme.

Sofie Clausen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her