Flere partier tøver med at bakke op om politisk næse til udenrigsminister Anders Samuelsen.

Oppositionen er uenig om næse til Samuelsen

Anders Samuelsen (LA) Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Anders Samuelsen (LA) Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Alt tyder på, at udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) tirsdag får kritik fra et flertal af Folketinget for sin håndtering af den kommende udredning om Danmarks militære engagement i Kosovo, Afghanistan og Irak.

Men flere partier i oppositionen tøver med at tilslutte sig den såkaldte næse til ministeren, fordi de lægger vægt på, at det er i offentlighedens interesse, at forskerne bag den slags udredninger har lov til at citere fra møder i Udenrigspolitisk Nævn, der normalt er fortrolige.

»Jeg har svært ved at se, at det her skulle kandidere til en næse. Det er i hvert fald en meget lille en af slagsen, hvis vi skal være med til at skrive under på den«, siger udenrigsordfører Martin Lidegaard (R).

Det er et flertal bestående af Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Enhedslisten, der ventes at vedtage en beretning, hvor de udtaler kritik, fordi Anders Samuelsen gav forskerne mulighed for at citere medlemmers udsagn fra møder i nævnet uden tilladelse fra Folketinget.

I et udkast til beretningen, som Politiken er i besiddelse af, og som kan ændre sig frem mod afstemningen, hedder det videre: »Flertallet konstaterer, at ministeren har givet forskerne bag udredningen tilladelse til at bringe citater fra fortrolige nævnsmøder, uden at det er aftalt med Folketinget og uden tilstrækkelig hensyntagen til den dialog, der har været med Folketinget herom«.

I de seneste uger har Berlingske beskrevet, hvordan Folketingets præsidium i december besluttede, at forskerne ikke skulle have lov til at citere. Den orientering sendte formand Pia Kjærsgaard til udenrigsministeren i et brev dateret 20. december 2018. Men på det tidspunkt havde Anders Samuelsen for længst sagt god for, at forskerne i et vist omfang kunne citere fra medlemmernes udsagn på møderne. Det skete allerede i sommer. Og det har skabt større ravage.

Minister beklager kommunikation

På et åbent samråd om sagen har Anders Samuelsen forklaret, at han gav forskerne tilladelsen, fordi det har været praksis i Udenrigsministeriet de seneste år. Herunder blandt andet rapporten om CIA-flyvninger fra 2012. Men ministeren beklagede også, at Udenrigsministeriets kommunikation over for Folketinget »ikke har været tilfredsstillende«. Det skyldes blandt andet, at Anders Samuelsen i et brev i juli 2018 orienterede nævnet om, at forskerne ville få tilladelse til »kildehenvisninger«. Med den formulering stod det ikke klart for nævnet, at det også kunne omfatte brugen af citater.

Der har uden tvivl været et kikset forløb i Udenrigsministeriet, siger Martin Lidegaard. Alligevel tøver Radikale Venstre med at bakke op om næsen til ministeren, fordi partiet mener, at det skal være muligt for forskere at citere nævnsmedlemmer, hvis Folketinget har sat gang i den slags udredninger.

»I udgangspunktet synes vi ikke, at forseelsen er stor nok til en næse. Og med hensyn til substansen er vi mere enige med ministeriet«, siger Martin Lidegaard.

I SF vil udenrigsordfører Holger K. Nielsen kun stemme for næsen, hvis essensen i kritikken er selve kommunikationen med Folketinget. Og foreløbig tøver han.

»Samuelsen kan godt kritiseres for rod i kommunikationen med Folketinget. Men vi deler ikke kritikken af, at han har udleveret materialet til forskerne, og at de har mulighed for at citere fra materialet. Det er vi meget uenige i, at han skal kritiseres for«, siger han og uddyber: »Fortroligheden i nævnet er af hensyn til rigets sikkerhed. Det er ikke sådan, at politikerne skal kunne gemme sig«.

Alternativets Rasmus Nordqvist konstaterer, at der er sket fejl fra ministerens side. Men hans fokus er på, at der fremover er klare retningslinjer.

»Umiddelbart har vi ikke behov for at udtale en kritik«, siger han.

S: Folketinget skal bestemme

Udenrigsordfører Nick Hækkerup (S) finder det naturligt, at Folktinget har indflydelse på, hvordan oplysninger fra Udenrigspolitisk Nævn bruges, af den simple grund at det er et udvalg i Folketinget. Anders Samuelsen har da også efterfølgende lagt op til, at Udenrigsministeriet fremover skal søge samtykke.

»Efter vores opfattelse er det enten Folketinget alene eller Folketinget i samarbejde med Udenrigsministeriet, som vil kunne give de her oplysninger«, siger Nick Hækkerup.

Vil det alt andet lige ikke kunne føre til mindre åbenhed i Danmark?

»Nej, for vi siger, at det også kan være Folketinget alene, der vil kunne give oplysningerne«.

Hækkerup fremhæver også, at den konkrete sag ’kun’ handler om forskernes mulighed for at citere fra medlemmers udtalelser fra møderne – og ikke deres mulighed for at læse referaterne.

Anders Samuelsen har ingen kommentarer.

Jakob Hvide Beim

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her