Bettina Heltberg: Hvor almindelige er almindelige mennesker - er Trumps vælgere almindelige?

Skal vi begynde at opremse, hvad vi er bekymrede for på det offentlige plan for tiden, må vi vist nævne præsident Trump.

Ganske vist er demokraten Nancy Pelosi i fuld gang med at påvise hans fejlskøn og nedtone hans popularitet – hos eliten. Hans tilhængere og vælgere holder derimod fast, uanset om hans kamp for muren mod Mexico er udsigtsløs eller ej. Det er hans valgløfte. Og den lavtlønnede landbrugsmedhjælper fra Arizona er bedøvende ligeglad med Nancy Pelosi. Når vi konkluderer, at Trump har tabt denne gang, kan han til gengæld konkludere: åh hva’, ikke endnu.

Så er vi jo også dybt bekymrede for Brexit, og hvordan det skal gå de stakkels briter samt os selv. At slippe ud af EU har vist sig kanonbesværligt, det har krævet flere års forhandlinger og sammenbrud, det har medført en kæmpe splittelse i både det britiske parlament og befolkningen, som måske troede, det ville tage fem flyture til Bruxelles på business class og et venligt arrivederci. Og så sidder Theresa May i sumpen, med dybe skygger under øjnene og en gigantisk perlekæde om halsen og beder om noget, hun ikke ved, hvad er, og som EU da heller ikke vil give hende. Hele krisen har styrket EU-sammenholdet. Her ser I, kære medlemsstater, hvor svært det er. Bliv hos os! Også i Danmark er de EU-kritiske partier ved at pakke lidt sammen. Den EU-kritiske bagage skal lægges op på hylden, så må vi se en anden gang, om den lugter. Juncker og Tusk (som De jo nøje ved, hvem er og hvad bestiller – nej, De gør ej, De ved bare hvordan, de ser ud) – Juncker og Tusk gnider sig i hænderne over den store succes. EU har haft held med vise sig fast.

Jeg kommer til klima og miljø, som jeg (ligesom De) heller ikke har konkret forstand på og endnu mindre tillid til. Oksekød, kan jeg forstå, er galt. Svinekød bliver det snart, selv om vi bygger millionhegn mod den sorte svinepest. Uha, pest. Miljøet er verdens vigtigste problem, og 7 gram kød pr. dag er rigeligt.

Andre problemer – men trods alt i en slags småtingsafdeling, somme tider på grænsen af det private: kvinder i verden, pensionsalder, sygdom og sundhed, arbejdsmarkedet, den kroniske nedslidning, den altomfattende stress, de mange dyre privatlån, den folkeskole, der altid skal reformeres, og som aldrig bliver ideel, samt ægtefællen, som vi har visse problemer med. Vi har knap tid til at gå på arbejde, hvis alle disse problemer teoretisk skal adresseres (som det hedder).

»Mit hjerte altid vanker« – hvad har jeg glemt på denne slemme jord? (Det er digtet af Brorson i 1732 , det er det med løven, der ’véd sin hule’ og slut-ordene »her skal du blive trolig/ i kærligheden svøbt« – melodi Carl Nielsen.)

Nå jo, krisen kradser i Venezuela, et land, som jeg hverken forstår eller interesserer mig for, men vent – jo, i virkeligheden har jeg glemt intet mindre end – opløsningen af europæiske demokratier.

Jeg tænker på Polen og Ungarn samt andre EU-lande, hvor ultranationalisme vinder frem, og ganske almindelig venstreorientering er defineret som dubiøs og muligvis stats-skadelig.

Og i den anledning udsendte en kreds af intellektuelle, forfattere og filosoffer for en uge siden et manifest, som de kaldte »Fight for Europe – or the wreckers will destroy it«. Det blev bragt på Politikens Debat-forside i søndags samt i en række andre store europæiske aviser og er forfattet af folk som Milan Kundera, Agnes Heller, Orhan Pamuk og den danske Jens Chr. Grøndahl. Elitens korps af fine europæere. De intellektuelle kalder på en ny europæisk modstand mod opportunisme og national suverænitetsrus, og de ser den anti-liberale strømning i de lederskikkelser, der toner frem og bidrager. Kamp mod dem!

Men ikke kamp mod folket selv. Nok tænker man på det ’almindelige’ menneske’ – men ’almindelige’ kan p.t. ikke siges højt, uden at man gør symbolske tegn med fingeren … altså I ved, hvad jeg mener, men lad mig ikke blive anklaget for elitær snobbisme: Jeg anklager derfor det almindelige, indskrænkede menneskes opportunistiske, sleske … lederskikkelser.

Spørgsmålet er, hvor almindelige almindelige mennesker er. Er Trumps vælgere almindelige? Eller er de navnlig vrede over politisk afmagt og en globalisering, som ikke kom dem til gode? Har de i løbet af de seneste års eksplosive fremgang for de sociale medier – brugen af Facebook stiger og stiger – fundet medieplads og et talerør ud til den virkelighed, som de i gamle dage bare kunne iagttage, uden at blande sig?

Nu kan de – og medierne flyder over med had og gengældelsestrang for den lange tavshed, de altid måtte pålægge sig. Hvem er det, de intellektuelle manifestskrivere anklager? Er det folket selv – det er for konservativt! Eller er det folkets slemme ledere? Det er for udsigtsløst.

Som Politiken-elsker er jeg også optaget af læserbreve, der er ophøjet til debatindlæg.

Forleden var det et af cand. mag, pensionist Jan Bodholdt, som beskæftigede sig med valgdeltagelsen.

Han fandt, at man ikke burde interesse sig så meget for kvantiteten som for kvaliteten af de danske vælgere. Han foreslog derfor, at vi indfører nogle nye test, som skal afgøre, om man bliver berettiget til at vælge eller ej. Vi har jo test på så mange områder, f.eks. vil vi nødig behandles af en læge, der ikke er testet og godkendt på medicinstudiet. Hvorfor i alverden skal en senil gamling eller en vanvittig almindelig teenager være med til at stemme om vores fremtid i alle afskygninger? En, der ikke kender de politiske partiers programmer. En, der ikke ved, hvad ministrene hedder? En, der (som jeg) basalt ikke fatter en dyt af Finansministeriets regneark? Der vil blive færre, men bedre vælgere!

Jeg kan sagtens forestille mig mange hædersfolk fra det forrige århundrede, som ville være helt enige. Men nu er de for længst lagt i graven, og man ryster på hovedet.

Det hele – dermed mener jeg her det gode – blev til, fordi vi inkluderede, stik imod erfaringer og realiteter. Menneskene var ikke til for økonomiens skyld, men økonomien for menneskenes. Almindeligheden uden et pift af saglighed er ikke blevet fornægtet, men regnet med som medmenneskelighed. Men sådan er det ikke gået alle steder. Vi har opgraderet vores svaghed til et fælles gode.

Undtagen for flygtninge og indvandrere.