Ja, det er. Overskriften stammer fra Jeppe Aakjærs digt, som stod i ’Rugens sange’, der udkom i 1906. Melodien fra 1940 er af Oluf Ring:
Nu er det længe siden,
men end det gemmes i mit sind
hvordan i barndomstiden
den kære rug kom ind,
hvordan dens kærnetunge top
ved moders svage kræfter
blev lagt i lugen op.
Jeppe Aakjær var jo Politikens yndlingsdigter – han skrev om det gamle liv på landet og om, hvordan der blev høstet rug med selvbinder, mens Politikens læsere opholdt sig i hovedstaden.
Men mange læsere var rejst fra Jylland til København og glemte ikke deres barndom. Når Jeppe Aakjær var så populær, hænger det sammen med et dybere lag hos ham: erindringen. Jeg husker, at Anker Jørgensen regnede ’Spurven sidder stum bag kvist’ for sit yndlingsdigt – mest på grund af slutverset:
Lul – lul! Rokken står!
men dens nyn og sange
vemodsfuldt mod hjertet går
når kvældene blir lange.
Der er noget med dette ’nu’, sammenstillet med fortiden, som digterne ikke kan lade ligge. ’Nu’ giver tanke på fortiden, måske ’nu’s mest signifikante perspektiv.
Uden fortiden går det jo heller ikke. Samtidig med Jeppe Aakjær udsendte Johs. V. Jensen i 1906 sine ’Digte’. Nutiden, fremtiden, Amerika, teknologien, Walt Whitman blev hans inspiration. Men samtidig fortiden – han går en tur på Frederiksberg Kirkegård og besøger Oehlenschlägers grav og skriver ’Graven i sne’.
’Nu’ er blevet et meget væsentligt begreb i journalistikken. Prøv at læse Ekstra Bladet og tæl, hvor mange gange der siges ’nu’. Nu er han død, nu ser vi katastrofen, nu fortæller statsministeren, hvornår der bliver valg, nu er der live-udsendelse fra Brexit-debatten i London, nu rækker en ny statsborger hånd til Inger Støjberg under stor national opmærksomhed med dannebrogsflag i baggrunden, nu antyder Inger Støjberg, at reporterens håndtryk er slattent (åh, denne integrationsminister, åh, fy for pokker!) – nu er det jul igen, nu lukker Fætter BR, og nu åbner Fætter BR igen. Vi er hakket op i nuer, og det svarer til hjertets dumpe slag i slag, til urets trofaste tik-tak, til rytmen i døgnets 24 timer og årets 12 måneder – nu er det vinter, nej, nu er det forår. Og der var unægtelig journalisten Gunnar Nu, som fik sit navn af sin metier: Nu – nu – nu – scorer han. Nej, nu har vi tabt.
Det er således mærkeligt, at digterne helt modsat ofte ikke kan få ram på nuet. De kan ikke fange det. Jeg citerer endnu et digt – af Grethe Heltberg – som ikke er så ringe endda:
Jeg ville gribe nuet
og holde det fast.
Men nuet var som en ring af røg,
der lydløst brast.
Jeg ville føle jeg lever
Nu – nu
Men tiden var som et spindelvæv,
Min tanke rev i itu. (…)
Tabet af nuet medfører så, at himlen er tom.
JEG ER OFTE blevet bebrejdet, at jeg beskæftiger mig for meget med fortiden og for lidt med nuet og fremtiden. Det indrømmer jeg blankt. At beskæftige sig med fremtiden kræver en løbsk fantasi, som meget få fremtidsforskere har haft, til gengæld kan man more sig over deres teorier og hypoteser, som ramte galt med historisk substantiel præcision. Man ser kun sci-fi-film som underholdning, stimulerende, men man ved godt, at det er løgn.
Ser man fortidsfilm – som f.eks. Woody Allens film ’Midnight in Paris’ – opdager man, at Woody Allens inderste lyst er det, som allerede er hændt: En ung amerikansk forfatter på besøg med familien i Paris møder ved nattetid Picasso, Salvador Dalí, Hemingway, Gertrude Stein, Jean Cocteau, Noel Coward, ægteparret Scott Fitzgerald og mange andre i de brølende 20’ere – og han befris fra sin nutid, den kedsommelige og arrogante forlovede, som en rettidig, nutidig belønning for sin ... fordybelse i fortiden. Den er som en drøm, der får hans nutidsillusion til at briste.
Denne interesse for mødet mellem før, nu og i morgen hænger sammen med, at jeg, som mange andre, har levet det meste af livet, dengang det var.
Livet var før for den stakkels Theresa May, der står på kanten af katastrofen og ikke vil give op. Hun er blevet kaldt zombie og James Bond, hendes stædighed er imponerende, som menneske aftvinger hun langt mere respekt end Labours Jeremy Corbyn, men livet var også, før Storbritannien stemte sig ud af EU. Livet var endda, før EF blev til EU, og det var i virkeligheden, før vi selv skulle stemme om medlemskab af EF. ’Nu’ er blevet afløst af nu i en strid række af år. Nu ligger der sne på taget overfor, men det gjorde der ikke i fjor, og havet sletter ikke alle spor. Men om forholdsvis få år er Brexit-problemet løst, Jeremy Corbyn er død, og Theresa May er blevet backbencher.
Jeg kan somme tider få en panisk snurrende desperation over, at fremtiden lader vente på sig. Kan børnene snart slippe ud af Sjælsmark? Hvornår begraver de endeligt Lindholm? Hvornår er valget overstået? Skynd jer venligst, inden jeg dør! Og hvad med Lars Løkkes sundhedsudspil? Få nu den proces tilendebragt, så vi kan betragte det som fortid. Godt, det er overstået!
I MINE VÅGNE nætter (siger jeg med en vis selvglæde – som alle folk, der ikke kan sove om natten) kommer jeg ofte til at mindes og skamme mig over, hvad der skete med mine børn – svigtede! Der var f.eks. dengang, da jeg sad ved springvandet foran biblioteket, og de små drenge kørte omkring på plastiktraktor. Og jeg vidste instinktivt, at den ene ville køre på hovedet ud i vandet. Jeg vidste det og blev traumatisk siddende i akut depression. Rejs dig nu, for fanden! Men jeg rejste mig ikke, og den lille dreng kørte som bestilt af mig i vandet. Der skete ikke så meget, bevares, men jeg husker mine beklagelser, mens hele sjælen råbte »hykler«. Hykler, og det er du også nu.
Jeg husker også, da han havde fået et nyt ur, og vi var på stranden, og så forsvandt uret ned i sandet, vi gravede og gravede forgæves. Jeg så, at han blev ked af det, men sagde jeg noget trøstende, eller var jeg kun irriteret? Er det nu for sent at rette op på? Er det kun en forsvunden fortid? Hvor er den nu?
Fortiden nager og nærer mig.
fortsæt med at læse
