Ambulanceselskabet Bios gik i 2016 konkurs efter forgæves at have forsøgt at etablere sig i Danmark. Forinden havde Falck misbrugt sin position, mener myndighederne.

Falck politianmeldes for at køre ambulance-konkurrent i smadder


    Falck har misbrugt sin dominerende stilling, mener myndighederne. Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Falck har misbrugt sin dominerende stilling, mener myndighederne. Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Lyt til artiklen

Falck misbrugte sin dominerende position i Danmark til at presse ambulance-konkurrenten Bios ud af markedet, da Bios for nogle år siden forsøgte at vinde fodfæste i Danmark.

Det konkluderede Konkurrencerådet forleden, og efter at Falck i dag har besluttet ikke at anke rådets afgørelse, vil Konkurrence og Forbrugerstyrelsen nu gå til politiet, oplyser den på Twitter.

Over for Danmarks Radio uddyber kontorchef Søren Bo Rasmussen:

»Vi forbereder politianmeldelsen til SØIK, og så forventer vi, at Falck vil blive straffet for at misbruge deres dominerende stilling på markedet til at ekskludere en konkurrent«, siger han til DR.

Falck-ledelse var vel vidende om hemmelig plan

Hollandske Bios vandt i 2014 et udbud om at stå for ambulancekørslen i Region Syddanmark.

Efterfølgende havde hollænderne imidlertid svært ved at få reddere nok, vagtplanerne til at hænge sammen og dermed også at lave op til kontrakten med regionen.

Efter et turbulent forløb, der også fyldte godt i medierne, blev selskabet i 2016 erklæret konkurs ved Skifteretten i Odense.

Falck opgiver anke

En undersøgelse af forløbet gennemført af Konkurrencerådet har efterfølgende vist, at Falck lagde et voldsomt - og efter myndighedernes opfattelse ulovligt - pres på Bios ved blandt andet at orkestrere en smædekampagne i pressen og blandt reddere, der kunne tænkes at ville arbejde for Bios.

Falck var i første omgang uenig i konklusionerne, men tidligere mandag opgav selskabet at gå videre med sin modstand mod afgørelsen fra Konkurrencerådet.

»At anke sagen ville kompromittere den etiske linje, vi står for. Forretningsmæssigt ville det fjerne fokus fra den turnaround, vi er godt på vej med«, lyder det nu ifølge Ritzau fra administrerende direktør Jakob Riis.

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her