En video af en politibetjent, der skubbede en grønlandsk kvinde ned på brostenene på Christiania, gik viralt i juni 2018. I dag blev den midaldrende kvinde idømt to års ubetinget fængsel for vold mod politiet.
Det bekræfter Københavns Politi. Kvindens forsvarer André Rouvillain kalder det en »hård dom«.
»Vi synes ikke, der bliver taget relevant hensyn til, at min klient bliver udsat for et ganske alvorligt overgreb fra politiets side. Det burde have været en formildende omstændighed. Vi har udbedt os betænkningstid i forhold til en eventuel anke«, siger André Rouvillain.
Sagen om den grønlandske kvinde vakte opsigt i forsommeren, da en beboer filmede politiets ageren 30. maj på Christiania. Københavns Politi var i færd med at trække sig ud af Christiania efter at have foretaget nogle anholdelser.
På videoen ses kvinden gå hen mod en betjent, som skubber hende bagover, så hun rammer en cykel med ryggen og knalder sit baghoved i brostenene.
Ud fra videooptagelserne så fremfærden voldsom ud, medgav ledende politiinspektør Allan Nyring fra Københavns Politi dengang.
»Jeg har set videoen, og isoleret set ser det ikke godt ud, men man skal huske, at det er en ophidset situation, hvor op mod 100 mennesker kaster sten mod politiet, der forsøger at bringe fire anholdte narkotikakriminelle ud fra området«, sagde han til Politiken sidste juni.
Politichef efter betjents voldsomme skub på Christiania: »Jeg har set videoen, og isoleret set ser det ikke godt ud«Kastede med brosten
Under straffesagen afspillede politiet dog nogle af sine egne optagelser, som gav et andet indtryk af kvindens fremfærd. Videoer fra betjentenes kropskameraer viste, at kvinden havde kastet to sten mod politiet, en før og en efter hun selv blev skubbet ned på jorden.
Handlinger, kvinden har sagt, hun ikke kan huske.
»Jeg kan ikke huske det. Jeg havde drukket vodka, Bailey, Guld Tuborg, og så havde jeg røget hash«, forklarede hun under grundlovsforhøret 2. juni.
Udover stenkastene, forstyrrelse af den offentlige orden og trusler, blev kvinden også dømt for en række andre forhold.
Forsvarer André Rossmann oplyser, at kvinden er berørt af straffens længde.
»Hun er ked af, at hun har fået så hård en straf. Men hendes interesse er at prøve at komme videre i livet«, siger han.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed indledte i juni 2018 en undersøgelse af betjenten, som væltede kvinden på videoen. Den undersøgelse er endnu ikke færdig.
Kvinde sigtet for stenkast mod politiet: Jeg var fuldfortsæt med at læse




























