Politiker må droppe mærkesag, fordi regeringens politik er »røv og nøgler«.

Svigtede mærkesag om ferielukning i daginstitutioner: »Sådan er politik nogle gange. Man kan ikke få alting«

»Det er en klar mærkesag for mig«,  sagde Jonas Bjørn Jensen (S) ifb.   kommunalvalgkampen i 2017 om at aflyse sommerferielukningen permanent. To år senere stemte han for ferielukning.  Foto: Helle Arensbak/POLFOTO
»Det er en klar mærkesag for mig«, sagde Jonas Bjørn Jensen (S) ifb. kommunalvalgkampen i 2017 om at aflyse sommerferielukningen permanent. To år senere stemte han for ferielukning. Foto: Helle Arensbak/POLFOTO
Lyt til artiklen

Jonas Bjørn Jensen (S), medlem af Borgerrepræsentationen og politisk ordfører for sit parti på Københavns Rådhus, sagde i kommunalvalgkampen i 2017: »Det er en klar mærkesag for mig og socialdemokraterne, at vi aflyser sommerferielukningen permanent i København«.

Jonas Bjørn Jensen du har sammen med Socialdemokratiet nu stemt for ferielukning. Hvordan forklarer du det?

»Sådan er politik nogle gange. Man kan ikke få alting. Havde det stået til mig alene, indførte vi ikke feriepasning. Men der er mange ting, der skal gå op i et budget, og en samlet vurdering var, at alternativerne til at finde de 30 millioner kroner var mindre attraktive«.

Men du og mange andre politikere talte i valgkampen om børnenes tryghed ...

»Jeg har et job og kan holde ferie fleksibelt, men masser af mennesker kan ikke det. Det at aflevere et 1-årigt barn et sted, hvor det ikke er vant til at komme, er sin sag. Normalt har man 1-2 ugers indkøring med helt små, der skal vænne sig til et nyt sted og nye pædagoger, og at mor og far går. Når de skifter til børnehave, er der indkøring igen. Feriepasning kom allerede på bordet i 2017, men vi fik det udskudt til sidste år, hvor det var på bordet igen. Vi endte med at afsætte 17 millioner ekstra til normeringer i vuggestuerne og samtidig tage 30 millioner i forbindelse med indførelse af lukkeuger. Det er en lidt mærkeligt at give og tage på den måde, det er jeg klar over«.

I har beklaget jer over, at det er serviceloftet, som kommunerne er pålagt af Folketinget, der forhindrer jer i at investere i børnepasning. Men børne- og socialminister Mai Mercado (K) kalder den forklaring »halvtam« og siger, at det er en gåde, at I vil spare på børnene, når København har en stærk økonomi?

»Det der er præcis opskriften på alt, hvad der er galt i politik anno 2019. De små penge, vi får fra Christiansborg, bliver pumpet op. Hvis de for eksempel kommer med 100 millioner kroner, er det svært for et almindeligt menneske at vide, hvad det betyder. Men det er altså kun en 1 million kroner per kommune, mens der kommer 22 procent flere børn. Det er røv og nøgler. Vi ender med at bruge penge på at administrere den slags systemer i stedet for at få flere pædagoger. I stedet for rent faktisk at lade kommunerne bruge mere på velfærd er vi underlagt omprioriteringsbidrag og effektiviseringskrav, hvorefter man drysser et meget meget tyndt lag sukker ud i mere og mere kreative incitamentssystemer med flere og flere djøffere til at dokumentere – og imens bliver der stadig længere mellem pædagogerne«.

Men ministeren har vel ret i, at I inden for jeres ramme kan prioritere. Men I tør ikke lade det gå ud over andre?

»Ministeren er velkommen til at tage med mig ud i virkeligheden. Der kommer hele tiden flere børn med mere komplekse problemstillinger, og dem skal vi håndtere inden for den samme ramme, som endda bliver lidt mindre år for år. Så ja, jeg så gerne, at vi kunne finde noget andet. Men det er 30 millioner. Hvert år. Det er virkelig, virkelig mange penge. Det kan jo godt være, at det her ender med en anden løsning, det vil jeg ikke afvise. Men det er ikke nemt, og lige nu har vi en aftale med de andre partier, som vi står på mål for, indtil vi finder på noget andet«.

Vil du tage muligheden for en anden løsning op med de andre partier?

»Vi har en løbende diskussion, og jeg håber da på, at der er andre muligheder. Men vi kan jo ikke trylle pengene frem, og som du selv har skrevet om, så skal vi hele tiden løse nye opgaver også«


Flemming Christiansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her