Så skal de ældre i Assens Kommune igen have vasket deres gulve af kommunens hjemmehjælpere. Og de behøver ikke længere vente i fem uger på at få støvet af og støvsuget – det bliver ligesom for få måneder siden en service hver tredje uge.
På et hasteindkaldt ekstraordinært møde i socialudvalget mandag aften er alle syv medlemmer på tværs af partifarver blevet enige om at trække den kontroversielle neddrosling af rengøringen tilbage.
En besparelse på to millioner kroner der har vakt opsigt i hele landet. Fordi ingen kommuner hidtil er gået så vidt som til at indføre fem-ugers intervaller i rengøringen - og da slet ikke helt at fjerne den kommunale gulvvask.
Der har været rejst hård kritik ikke bare at, hvor beskidt der kan blive i de ældres hjem, men også af de juridiske fejltrin, der ser ud til at være begået i forbindelse med udrulningen af besparelserne.
Borgmester Søren Steen Andersen (V) forklarede Politiken kort efter socialudvalgsmødet, at besparelsen er droppet, »fordi nogen drager tvivl om lovligheden i det, vi har gjort«.
»Og så kan vi vælge at at bruge et år på at debattere med en ankestyrelse og snakke med eksperter, og så er det bedre at købe ro nu, for ellers kommer vi til at bruge kræfter på det fra nu og indtil juleaften«, sagde borgmesteren.
Katastrofeplan
Besparelserne på de ældre er kun en lille del af en samlet katastrofeplan, efter at Assens Kommune sidste år pludselig ramlede ind i uforudsete udgifter på 68 millioner kroner. Ældrebeskæringerne har fået borgerne til at organisere sig i en facebookgruppe med omkring 1400 medlemmer.
Borgmesteren forklarer, at den udskældte del af besparelserne indtil videre kan undgås, fordi kommunen i stedet bruger af en konto, som ellers skal bruges til at betale for uforudsete stigende udgifter til borgernes brug af sygehusvæsnet.
»Indtil videre er den stigning udeblevet her i 2019, så nu bruger vi pengene til ældreplejen i stedet. For at købe os tid. Vi håber det går«, siger Søren Steen Andersen.
De bliver på barrikaderne
Sussie Elkær er en af de pårørende, der gik på barrikaderne, efter at hendes mor fik besked allerede i efteråret om, at der blev langt mellem støvsugningerne og afstøvningerne. I aftes efter den nye afgørelse vidste hun ikke rigtig, om hun skulle juble:
»Vi ved ikke, hvad der kommer fremadrettet. Der er jo også skåret ned på hudpleje, de ældre har kun ret til toiletbesøg 4-5 gange om dagen, hjemmehjælpen må ikke smøre ben ind hos dem, der går med støttestrømper. der er så mange ting fortsat at kæmpe imod, som slet ikke er i orden, så vi bliver ved«, forklarede Sussie Elkjær.
Efter hendes opfattelse vil ældre i Assens Kommune nu kunne samle de regninger, de har betalt for rengøring i den periode, hvor kommunen har skåret ind til benet, og sende dem til rådhuset med krav om at få beløbene godtgjort.
Uacceptable fejl
En af borgerne i Assens Kommune, Esther Madsen på 90 år, modtog brev den 5. februar om de nye regler, hvor det blev begrundet med, at »Assens Kommunes økonomi er under pres, og det er påkrævet at nedbringe kommunens udgifter«. Hun fik her at vide, at hendes rengøringshjælp ble skruet ned fra 27. februar. Altså i denne uge.
Allerede her springer den juridiske kæde af, vurderer Kristian Hegaard, der er jurist med speciale i de kommunale såkldte kvalitetsstandarder, og som på vegne af Esther Madsen har klaget over afgørelsen til Assens Kommune.
»Man kan ikke bare afgøre, at en borger skal have nedsat sin hjælp, uden at der er foretaget en individuel konkret afgørelse. Og det duer slet ikke generelt at henvise til kommunekassen«, fastslår Kristian Hegaard med henvisning til serviceloven.
I klagen skriver han, at Assens Kommune i den konkrete sag »har begået et utal af fejl, hvilket er helt uacceptabelt«.
Kristian Hegaard peger på, at den formelle vedtagelse af de nye stramme regler først var en realitet den 30. januar, da de nye retningslinjer var skrevet ind i kommunens såkaldte kvalitetsstandard. Mindre end en uge efter havde Esther Madsen fået sin afgørelse.
Men hun havde ikke i mellemtiden mærket noget til den konkrete, individuelle vurdering af sin situation, som loven kræver, anfører Kristian Hegaard.
600 klager på vej
Andre ældre i Assens har oplevet, at de allerede fra efteråret har måttet vente fem uger på rengøringshjælp og selv sørge for at få gulvene grundigt vasket.
Det drejer sig om rundt regnet 600 ældre borgere, hvor Dansk Folkeparti i byrådet har bedt kommunens forvaltning om at redegøre for, hvordan man kan visitere til rengøring hver femte uge og ingen gulvvask i løbet af efteråret, selvom de besparelser egentlig først skulle indkasserer i 2019.
Formanden for socialudvalget i Assens, Charlotte Kjær, tilhører som socialdemokrat også det mindretal, der har været imod besparelsen. Hun glæder sig over, at besparelsen nu er taget af bordet.
Hun mener tillige med DF, at kommunen »er gået for langt i forhold til juraen«, og at alle regler om retssikkerhed ikke er overholdt, »fordi vi gik lidt i panik over økonomien«.
»Jeg tror, det gik galt allerede fra vi vedtog det her i kommunalbestyrelsen i september sidste år. Det gjorde vi i den forståelse, at det skulle træde i kraft så hurtigt som muligt, men beslutningen gjaldt jo reelt budget 2019. Så det er klart, at mange blev overrasket over, at det blev effektueret nærmest med det samme i 2018«, siger Charlotte Kjær.
Uheldige udgifter
En del af det assenske sparetogt mod de ældre går også ud på at lukke tre daghjem, hvormed cirka 80 ældre har måttet vinke farvel til samvær, lidt gymnstik, kortspil, sang og hvad der ellers foregår.
»Den del er jeg også så ked af, og jeg regner og regner og regner for at finde et alternativt forslag«, siger socialudvalgsformand Charlotte Kjær.
Årsagen til de store sparekrav er en kedelig overraskelse, som dukkede op i kommunens økonomi sidste år. Blandt andet med en øget takst for kommunens borgeres brug af sygehusvæsnet, men også fordi Assens Kommune fik uventet flere udgifter til handicappede borgere.
»Vi har været rigtig uheldige med flere borgere, der har fået hjerneskader og hjerneblødninger, og som skal have hjælp, og de kan koste rigtig meget«.
Hverken socialudvalgsformanden Charlotte Kjær eller borgmester Søren Steen Andersen kan 100 procent garantere, at der ved budgetlægningen for 2020 ikke kommer nye forslag om at skære i hjemmehjælpen, »fordi Assens Kommunes økonomi er i klemme og vi ved ikke, hvilken aftale om kommunerne økonomi, en ny kommende regering indgår til sommer, som borgmesteren siger.
fortsæt med at læse




























