»Du skal ikke tage støvlerne af. Der er grus på gulvet«, får Sussi Elkjær råbt ud i entreen, inden vi kommer helt ind i køkkenet i den lille ældrebolig. Det er for sent. Gennem strømpefødderne mærkes det, at hun har ret.
Den korthårede kvinde sidder med telefonen klistret til øret fordybet i gennemgang af spidsfindigheder i sociallovgivningen, som to ældre damer på 89 og 90 år på hver side af hende ikke følger meget med i. Den ene er Sussi Elkjærs mor, en lille og spinkel dame med mørke briller, der kæmper længe med at få revet et stykke køkkenrulle af som serviet til smørkagen, mens den anden nyder sin kaffe med dåsen med flødepulver parkeret ved siden af.




























