Tre personer fængsles for afpresning af fitnesscenterejer

Lyt til artiklen

Tre personer er blevet varetægtsfængslet i en sag om afpresning af en indehaver af et fitnesscenter i Slagelse.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi torsdag eftermiddag i en pressemeddelelse.

Ifølge politiet har de tre anholdte tilknytning til bandemiljøet i Slagelse.

I alt er fem personer - hvoraf to allerede var varetægtsfængslet - blevet fængslet i sagen.

De blev anholdt onsdag og er sigtet efter straffelovens bestemmelser om afpresning.

Torsdag blev de fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Næstved og varetægtsfængslet. Alle tre nægter sig skyldige.

Politiinspektør Kim Kliver udtaler i en pressemeddelelse:

»Sagen her sender et signal til bander i nærområdet i Slagelse om at afholde sig fra sådanne gerninger, og hvis det sker, kommer de til at stå til ansvar for deres handlinger«, siger han.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her