En god dag for ...
Caster Semenya. Den sydafrikanske mellemdistanceløber Caster Semenya, der har vundet guld i 800 meter for kvinder ved både OL og VM, er midtpunkt i en sag, som Den Internationale Sportsdomstol, CAS, tidligere har kaldt en af sine vigtigste nogensinde. Caster Semenya har nemlig klaget over, at Det Internationale Atletikforbund vil have kvindelige eliteatleter med et usædvanlig højt niveau af mandlige kønshormoner – det gælder blandt andre Semenya – til at tage medicin, der sænker deres testosteronniveau. CAS skulle have afgjort sagen i næste uge, men har nu udskudt afgørelsen til slutningen af april. Samtidig har FN’s Menneskeretsråd netop vedtaget en resolution mod diskrimination af kvinder og piger i sport. I resolutionen, der var foreslået af Sydafrika, opfordres lande til at sikre, at idrætsforbund ikke tvinger kvindelige atleter til at gennemgå ydmygende medicinsk behandling for at kunne deltage i konkurrencesport. »Ingen kvinde bør stilles over for dette valg, blot fordi hun fra naturens hånd har en fordel«, hedder det i teksten.
En dårlig dag for ...
Hajer. En af de hurtigste hajer i havet er truet af udryddelse, fordi den i årevis er blevet overfisket på grund af sit velsmagende kød og sine eftertragtede finner. Den kortfinnede makohaj er ligesom dusinvis af andre haj- og rokkearter nu kommet på den officielle ’røde liste’ over dyr, der risikerer at forsvinde for altid. Den kortfinnede makohaj, der kan svømme op til 60-70 kilometer i timen, og som primært lever omkring Australien og i Det Indiske Ocean, har hidtil kunnet fiskes frit, selv om bestanden i nogle regioner er faldet med op til 60 procent, skriver The Independent. Mako betragtes som en udsøgt delikatesse i det kinesiske og andre asiatiske køkkener. Den dramatiske tilbagegang for den kortfinnede mako og dens fætter, den langfinnede makohaj, fremgår af den seneste vurdering fra hajgruppen under International Union for the Conservation of Nature. Begge hajer er ændret fra ’sårbar’ til ’truet’. Den kortfinnede mako bliver 2-3 meter lang og vejer omkring 200 kilo. Den lever af fisk og tager gerne storvildt som tun, sværdfisk og andre hajer.




























