Det kan løbe helt op i 2,4 milliarder kroner i advokatregninger, når Skattestyrelsen skal forsøge at kradse penge hjem i retssager om svindel med udbytteskat.
Det oplyser Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.
I sidste uge lød det fra styrelsen, at regningen ville ende på omkring to milliarder kroner, og onsdag er der så sat et mere præcist tal på.
Styrelsen understreger dog, at den endelig udgift til advokater er forbundet med stor usikkerhed. Udgiften dækker advokatregninger fra 2015 og frem til 2027.
Samlet er der sket svindel for 12,7 milliarder kroner, hvor udenlandske investorer uretmæssigt har fået udbetalt refusion af udbytteskat på danske aktier.
Det vurdere, at der gennem retssager samlet kan hentes 5,5-6,0 milliarder kroner hjem til statskassen.
Skattestyrelsen har stævnet 470 personer og selskaber i fem lande.
Ifølge fagdirektør Steen Bechmann Jacobsen kræver sagerne især juridisk hjælp fra udenlandske advokater.
»Det her er meget komplekse sager, hvor vi er oppe imod meget professionelle folk i flere lande.
»Og her er det aktuelle billede, at vi i alt kan komme til at skulle bruge op imod cirka 2,4 milliarder kroner. Men det er et tal, der er forbundet med stor usikkerhed og som formentlig løbende vil ændre sig, siger han i en meddelelse.
ritzau
fortsæt med at læse




























