Da Hans Henrik Hansens svenske mand døde af en aggressiv cancer for godt to år siden, var han alene i verden. Parret havde, siden de mødtes på ’Bären Höhlen’, bjørnehulen, på Grand Canaria i 2001, udviklet et symbiotisk samliv i deres grotte i Göteborg. Hvor Ingemar var partner, familie og bedste ven. Og pludselig skulle Hans Henrik klare sig alene.
Sorgen over at miste er tæt knyttet til livet og skal ikke behandles »Jeg havde i mange år fløjet som steward med mindst 10 overnatninger om måneden ude, og da jeg havde billige billetter, var det oftest mig, der kom til Göteborg, hvor vi levede sammen i fred og ro, for jeg orkede ikke nye mennesker, når jeg havde fri. Det gjorde også vores relation sårbar. Pludselig stod jeg der alene, uden ret mange venner i nærheden, på vej mod 50 år og midtvejskrise«, fortæller Hans Henrik Hansen.
