Fagforening ikke klar til undersøgelse af krænkelser i forsvaret


     Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF). Foto: Andreas Haubjerg/POLFOTO
Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF). Foto: Andreas Haubjerg/POLFOTO
Lyt til artiklen

På trods af, at soldaterforeningen Kvindelige Veteraner har fået omkring 100 henvendelser fra kvinder om krænkelser i Forsvaret, mener soldaternes fagforening ikke, at man skal iværksætte en undersøgelse med det samme.

Det ønsker Kvindelige Veteraner ellers, skriver Politiken.

»Det (krænkelser, red.) er noget, vi tager ekstremt alvorligt. Vi har faktisk diskuteret det i dag i hovedsamarbejdsudvalget under Forsvarsministeriet. Og der er ingen, der kan genkende et billede, som er så voldsomt, som det vi hører beskrevet fra Kvindelige Veteraner.

»Men vi besluttede på mødet fredag, at vi vil kigge nærmere ned i de arbejdspladsvurderinger, vi har, for at se, om der er noget, der ser bekymrende ud.

»Og så kan det godt være, at vi skal iværksætte en undersøgelse. Men det er ikke der, vi er i dag, siger Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF), til Ritzau.

Krænkelserne handler ifølge Kvindelige Veteraner om nedsættende bemærkninger, en sexistisk omgangstone, uønskede berøringer og enkelte tilfælde af voldtægtsforsøg.

Hændelserne er ifølge foreningen både sket under udsendelse og på kaserner i Danmark.

»Vi er alle sammen enormt bevidste om, at der i situationer som disse vil være et mørketal. Og vi vil anbefale de kvinder, der måtte have været udsat for noget sådant til at rapportere det.

»For det er klart, at sådan noget er uacceptabelt. Det er vi alle enige om. Der er nultolerance over for sådan noget her, siger Flemming Vinther.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her