Uønskede hænder på låret. Ubegrundede rygter om, at hun har haft sex med flere kollegaer. Visheden om nogle gange at skulle låse sin kahyt for at få fred fra berusede kollegaer, der hamrer på døren, når skibet ligger i havn. Det er blot nogle af de oplevelser, Sidsel har haft i løbet af sin lidt over 10 år lange karriere i søværnet.
Hun har både sejlet ved Grønland, i Middelhavet og jagtet pirater i Adenbugten. Hun elsker at arbejde i forsvaret og er for nylig skiftet til hæren, hvor hun håber på at arbejde mange år. Men som kvinde i en mandeverden har hun også oplevet, hvordan seksuelle tilnærmelser fra kollegaer blev en del af hendes job.


























