50 brandfolk kæmper mod stor naturbrand i Nationalpark Thy

Foto: Presse-fotos.dk/Ritzau Scanpix
Foto: Presse-fotos.dk/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Omkring 50 brandfolk kæmper tirsdag aften stadig med at få kontrol over den brand, der tirsdag eftermiddag brød ud i Stenbjerg Klitplantage i Nationalpark Thy.

Branden har ramt et område mellem kystlinjen og Istrupvej.

Det oplyser Nordjyllands Beredskab, der i første omgang sendte 10 køretøjer og 30-35 mand ud for at bekæmpe branden.

Siden har Beredskabsstyrelsen fra både Nordjylland og Midtjylland sendt assistance i form af blandt andet mandskab, tankvogne, slangegruppe og en drone.

Slukningsarbejdet besværliggøres af, at naturen er knastør, og at det blæser med omkring otte meter i sekundet.

Tidligere tirsdag fortalte chefvagt hos Nordjyllands Beredskab René Kerup, at man havde lavet nogle standsningslinjer i et forsøg på at begrænse ilden.

Men ved 18.30-tiden er ilden endnu ikke under kontrol.

»Den springer lidt rundt, og vi er udfordret af den kraftige vind. Den skulle dog lægge sig lidt i aften, og det kan måske hjælpe os, siger René Kerup.

Det har også været et problem af få nok vand til slukningsarbejdet frem.

»Men vi får hjælp af nogle store tankvogne med vand fra flere landejendomme, fortæller chefvagt René Klerup.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her