Ældre kvinde mister livet i ulykke med fem biler på motorvej

Lyt til artiklen

En 82-årig kvinde fra Køge mistede sent tirsdag eftermiddag livet i en trafikulykke på Sønderjyske Motorvej ved Kolding.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi, der fik anmeldelsen om ulykken klokken 17.11.

»Hendes bil bliver påkørt bagfra og skubbet op i den forankørende. I alt var fem biler involveret i ulykken«, oplyste politiets vagtchef Lars Grønlund tirsdag aften.

Ulykken skete på en strækning i nordgående retning nær en rasteplads kendt som Hylkedal Øst.

Kvinden sad på bagsædet i bilen, og to andre fra bilen - et ægtepar fra Faxe, som er i familie med den dræbte - måtte efterfølgende på sygehuset med kvæstelser.

Fortsat i kritisk tilstand

Den ene - en 57-årig kvinde som sad på forsædet - pådrog sig livstruende kvæstelser med flere brud og indre blødninger.

»Hun er fortsat i kritisk tilstand«, oplyser vagtchef Jørn Bystrup fra Sydøstjyllands Politi natten til onsdag.

Den hårdt kvæstede kvindes 61-årige mand er uden for livsfare.

Føreren af den bil, som kørte op bag i deres bil, kom ikke fysisk til skade ved ulykken, men er stærkt chokeret.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her