Der har lørdag formiddag været et sammenstød mellem en personbil og et tog på letbanen på Albøgevej i Trustrup på Djursland.
Det oplyser Østjyllands Politi.
I en pressemeddelelse skriver politiet lørdag eftermiddag, at to personer - en far og hans søn - er omkommet i forbindelse med ulykken. Yderligere to personer er kommet til skade.
Der er tale om en norsk familie bestående af to voksne og to børn, som alle befandt sig i personbilen ved ulykken.
Politiet fik anmeldelsen klokken 11.05, fortæller politiinspektør Brian Voss Olsen fra Østjyllands Politi.
- De fire i personbilen blev alle indbragt til undersøgelse på Skejby Sygehus, og status er, at den voksne mand og hans søn er afgået ved døden. De to andre i bilen er uden for livsfare, men dog stadigvæk indlagt, siger han lidt efter klokken 15.
Årsag til ulykken uafklaret
Ingen af letbanetogets passagerer kom til skade. Det er endnu uvist, hvad der er årsag til ulykken.
»Der skal foretages en del undersøgelser ude på stedet, og det er man i gang med nu. Når man er færdig med det, forestår der et stort arbejde med at analysere og identificere, hvad der er op og ned«, siger Brian Voss Olsen.
»Vi er allerede i gang med et tæt myndighedssamarbejde mellem Bane Danmark, Letbanen og politiet. Ud over havarikommissionen og en bilinspektør har vi også kriminalteknikere på stedet. Det er et intensivt samarbejde, som skal gøre rede for, hvad der egentlig er sket her, og hvorfor det er gået så galt«, siger Brian Voss Olsen.
Trafikselskabet Midttrafik oplyser på sin hjemmeside, at driften på letbanen mellem Hornslet og Grenaa er indstillet på grund af politiets arbejde i Trustrup.
Mellem Odder og Hornslet kører letbanen kun en gang i timen i hver retning.
Midttrafik arbejder på at indsætte erstatningsbusser.
Trustrup ligger 13 kilometer sydvest for Grenaa, der er endestation på den letbanestrækning, der går fra Aarhus til Grenaa.
Direktør hos Aarhus Letbane Michael Borre fortæller, at der ikke var bomme, fordi Banedanmark er ved at bygge anlægget om.
Han vil ikke spekulere i årsagen til sammenstødet og henviser til Havarikommissionens undersøgelse.
Men han understreger, at det er en sikret overskæring med alarmer i form af advarselslyd og -lys.
»Det er meget tragisk, at vi har haft den oplevelse med sådan en alvorlig ulykke. Det er selvfølgelig tragisk, og alle ved letbanen er berørt af ulykken«, siger Michael Borre.
Ulykken betyder, at driften på letbanen lørdag ikke er som normalt.
Trafikselskabet Midttrafik oplyser på sin hjemmeside, at driften på letbanen mellem Hornslet og Grenaa er indstillet lørdag eftermiddag på grund af politiets arbejde i Trustrup.
Mellem Odder og Hornslet kører letbanen kun en gang i timen i hver retning. Mellem Hornslet og Grenaa er kørslen helt indstillet på grund af politiets arbejde.
Midttrafik har indsat erstatningsbusser på enkelte strækninger og opfordrer de rejsende til at følge anvisninger på hjemmesiden.
/ritzau/
ritzau
fortsæt med at læse




























