Frivillige finder døde havfugle fyldt med plastik i Danmark

En skipper fandt for nylig en pålægspakke i maven på en torsk. Miljøstyrelsen fortæller, at 95 pct. af de havfugle ved navn mallemuk, de finder ved de danske strande, har plastik i sig.  Foto: Cicilie S. Andersen/POLFOTO
En skipper fandt for nylig en pålægspakke i maven på en torsk. Miljøstyrelsen fortæller, at 95 pct. af de havfugle ved navn mallemuk, de finder ved de danske strande, har plastik i sig. Foto: Cicilie S. Andersen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Plastik dukker tilsyneladende op flere og flere steder, hvor det ikke har noget at gøre.

En skipper fra Hvide Sande landede forleden en torsk, der viste sig at have en pålægspakke i maven.

Og på DTU Veterinærinstituttet har man for nyligt fået indleveret tre dådyr med plastik i maverne.

Også blandt havfuglene er plastik et stigende problem.

Hovsa! Forskning i plankton gav pludselig ny viden om en af klodens største miljøtrusler

Det gælder eksempelvis den mågelignende fugl mallemukken, som især kan opleves ved den jyske vestkyst, ved Skagen og det nordlige Kattegat.

Et hold frivillige rykker ud og samler døde mallemukker op ved strandene.

»Det viser sig, at over 95 procent af de mallemukker, vi finder på de danske strande, har plastik i sig«, fortæller John Pedersen, der er koordinator for projektet under Miljøstyrelsen.

Indikator for problemerne af plastik

Plastikindholdet hos mallemukkerne er ifølge John Pedersen en ret præcis indikator for, hvor stort plastikproblemet er til havs.

Mallemukkerne søger typisk føde på havets overflade, hvor plastik også flyder rundt.

»De fisker efter krill, larver og fiskeyngel. Og hvis der så er et lille stykke plastik, ryger det med ned«, siger John Pedersen.

De synes, det lugter lækkert: Koraller æder plastik som junkfood

Problemet er, at fuglene til sidst får mavesækken fyldt op med plastik, som ikke indeholder nogen næring.

»Det giver en mæthedsfornemmelse, men der er ingen næring i det. Så de udsulter og dør«, siger John Pedersen.

Finder rester af emballage og poser

Når de frivillige kigger på maveindholdet, finder de plastikrester fra eksempelvis emballage og poser.

»Om det stammer fra fiskere, fragtskibe eller krydstogtskibe tør jeg ikke sige«, siger John Pedersen.

På nuværende tidspunkt er der tre frivillige, der holder øje med de døde mallemukker langs den jyske vestkyst.

Politikens designskribent: Lad os tage livet af de unødvendige plastikflasker nu

Men der er ifølge John Pedersen brug for endnu flere hænder.

Overvågningen er finansieret af Miljøstyrelsen. Her opfordrer man generelt folk til at indrapportere fund af døde dyr ved strandene.

Det gælder, uanset om der er tale om mallemukker, marsvin eller sæler.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her