Der er vel gået et kvarter fra offentliggørelsen af, at alle Venstres hovedbestyrelsesmedlemmer i Region Midtjylland opfordrer Venstres formandskab til at pakke sammen og trække sig, til Kristian Jensen kigger op fra sin computer i gruppeformandskontoret for enden af den gang, hvor Venstres ledelse har holdt til i årtier.
Næstformanden plejer at være imødekommende nok. Men han har absolut ikke lyst til at sige noget som helst om de 23 hovedbestyrelsesmedlemmer fra sin hjemegn, der netop er kommet frem til at bede både Jensen og partiformand Lars Løkke Rasmussen om »af hensyn til Venstres fremtid, troværdighed og stabilitet« at »trække sig kollektivt«.



























