0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Noa Redington: Her er de fem spørgsmål, Venstres kommende formand, Jakob Ellemann-Jensen, må og skal svare på

Spørgsmålet er ikke længere, om Løkke trækker sig tilbage for tidligt, men hvor meget for sent han kommer til sin egen afgang.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Arkivfoto: Jens Dresling

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Som Charles de Gaulle sagde tilbage i 1965: »Det er bedre at trække sig fem år for tidligt end et minut for sent«.

Nu er Lars Løkke Rasmussen, Venstres formand og dobbelt detroniserede statsminister, ikke en dansk udgave af de Gaulle. Hverken i natur eller statur. Mildest talt. Men man kan lige så godt lære af de bedste. Det er slut. Helt slut. Spørgsmålet er ikke længere, om han trækker sig for tidligt, men hvor meget for sent Løkke kommer til sin egen afgang.

Kun få i Danmarks store borgerlige parti vil satse andet end tyndslidte høfligheder på, at deres formand genvinder Statsministeriet. Vennerne i blå blok har vendt tommelfingeren nedad. Berlingske har udråbt de konservatives Søren Pape Poulsen til borgerlighedens Lancelot. Og vigtigst af alt: Tror Lars Løkke Rasmussen selv på, at han kan finde den energi og viljekraft, det kræver at stå i spidsen for en sønderslået opposition de næste 4 år, kulminerende med en brutal valgkamp? Svaret blæser ikke i vinden.

Naturligvis er der tilfredshed i Venstre over fremgangen ved folketingsvalget og de 9 nye mandater. Som Løkke sagde på valgaftenen med sin typiske juristpræcision: »Venstre er det parti, som har fået den største mandatmæssige fremgang«. Det er sjældent forkert, hvad han siger. Men lidt for ofte er det heller ikke helt rigtigt. For sandheden er, at Radikale Venstre fik et større vælgerboost. Og sandheden er også, at Venstres fremgang skete på bagkant af et historisk kollaps i Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Tilsammen smed tabernes tabere over 17 procentpoint. I det lys er der mere husmandssted end bondegård over valgsejren.

Alt og alle har sin tid. Selv Lars Løkke. Hvis han ikke erkender det, vil han snarere før end siden blive underløbet af sine egne. Frosset ud. Ignoreret. Latterliggjort. Fornedret. Og det fortjener han ikke. Som person er han uomgængelig i de seneste 20 års politiske danmarkshistorie. Indenrigs- og sundhedsminister, finansminister og statsminister. Reformer og alt muligt andet ad libitum.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter