Så der sidder han altså, Politikens berlinerkorrespondent, lige over for scenen med rigsregeringen. Hen over nakkerne på de udenlandske diplomater på balkonens første rækker ser han Göring i hans højryggede borgmesterstol og Hitler på præsidenttribunen, badet i klart hvidt lys op imod et kæmpe hagekorsbanner. Hans navn er Thorvald Steinthal. Han er jøde. Foran sig har han notatpapiret liggende, han skriver i sin artikel:
»Præcis kl. 21 betræder Hitler, Hess, Dr. Frick og Goering Salen. Goering indtager sit Højsæde og aabner Mødet. Han skruer straks Stemningen op paa højeste Tak ved at bebude noget vældigt og dybt indgribende, men hvad det er, siger han ikke«.
Så taler Hitler. Kun et kvarter. En af de korteste taler, han i sit liv har holdt, bemærker Steinthal. Derpå tager Göring ordet. Han bygger langsomt op, hans tale virker »langtrukken«, men da han bekendtgør, at fra nu af skal hagekorsflaget også være handelsflag »bruser der en Storm gennem Salen. Alle har rejst sig, og Heilraabene runger«.
