To af de største navne i Venstre de seneste ti år ligger nu i åben krig. Dermed skriver partiet sig ind i historien med en fløjkrig, der er endt i, hvad Politikens politiske kommentator Kristian Madsen kalder en tidlig kamp om historieskrivningen.
»Det er et klassisk biprodukt ved en fløjkamp, at der bliver en kamp om at skrive historien. ’Hvem var det, der var illoyal over for hvem?’, og ’hvem har haft ansvaret for at bringe Venstre ud i den situation partiet er i nu?’«, siger Kristian Madsen.




























