To hjemløse mænd er frifundet af Københavns Byret for at have skabt en lejr, da de overnattede på gaden nær Rundetårn i København.
Mændene indrettede sig jævnligt i buegangen ved Regensen med pap, liggeunderlag og soveposer.
Politiet greb ind tidligt om morgenen 30. oktober sidste år. Begge var tiltalt for at etablere en lejr, der skabte utryghed.
Desuden var den ene, 52-årige André Christiansen, også tiltalt for at have overtrådt et zoneforbud. Det indebar, at han ikke måtte opholde sig i Københavns Kommune i tre måneder.
En betjent mente, at Christiansen en dag stod og hyggesnakkede i et kvarter nær Nørreport Station, og derfor stod han ifølge anklagemyndigheden til fængsel for at overtræde forbuddet.
Imidlertid fastslår dommer Johann Herzog og de to domsmænd, at mændene ikke havde etableret en lejr i lovens forstand.
Det skyldes blandt andet, at mændene ikke spiste i buegangen og heller ikke forrettede deres nødtørft på gaden. Hver morgen ryddede de pænt op efter sig.
ritzau
fortsæt med at læse




























