Inderlommen i Pedro Sanchez’ habit afslørede efter få sekunder, at den socialistiske spanske premierminister havde andet og mere på hjerte end de sædvanlige lykønksningsfraser i anledning af det danske magtskifte.
Mette Frederiksen (S) var i de første dage i juli til sit første EU-topmøde som statsminister. Eftersom udpegelsen af diverse topfolk til de europæiske topposter i dagevis trak ud og trak ud og trak ud, var der for den nye pige i EU’s mest magtfulde klasse af stats- og regeringschefer rigtig god tid til at trykke hånd og udveksle synspunkter med de nye klassekammerater.


























