Den daværende regering og Dansk Folkeparti ville snyd med nationalitet blandt flygtninge til livs. Derfor hed det i aftalen om finansloven for 2018, at der skulle foretages stikprøvekontrol blandt »de personer, der i forbindelse med deres asylsager i 2015 og 2016 blev vurderet til at komme fra Syrien«.
Med andre ord skulle Udlændingestyrelsen undersøge, hvor mange af dem der havde fået flygtningetilladelse, og som havde fortalt, at de kom fra det krigshærgede Syrien, der havde løjet. Det kom der en stikprøve ud af. Udlændingestyrelsen har undersøgt og afsluttet 857 sager, og blandt dem har styrelsen ikke fundet en eneste anledning til at inddrage opholdstilladelsen. To sager undersøges stadig. Det fremgår af et svar til Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg.
Udlændingestyrelsen oplyser, at man har afholdt nye samtaler med en del af personerne i stikprøven, og at der er inddraget oplysninger fra de oprindelige asylsager, herunder sprogtests.
Når det har stået klart, at styrelsen ikke har kunnet konstatere konkrete oplysninger, som strider mod personernes oplysninger om at stamme fra Syrien, har man lukket sagerne.
Undersøgelsen blev besluttet efter flere sager, hvor asylansøgere blev nægtet ophold, fordi Udlændingestyrelsen vurderede, at asylansøgerne løj om deres oprindelse. Blandt andet blev 634 asylansøgere, som påstod at være fra et forfulgt mindretal i Kuwait, afvist. Men som noget nyt skulle stikprøven altså se på personer, som allerede en gang var blevet vurderet af Udlændingestyrelsen og tildelt ophold i Danmark.
»Svindel og humbug«
Selv om stikprøven i nul tilfælde fandt svig med oprindelse, mener udlændningeordfører i Venstre, Mads Fuglede, at ideen var god nok.
»Det var godt, at vi fik det gjort. Det er helt afgørende, at vi sikrer, at kun folk, som virkelig kommer fra kriseramte områder, får opholdstilladelse,« siger han.
Men er det ikke dobbeltarbejde, når de 857 sager allerede var blevet behandlet en gang?
»Nej, det mener jeg ikke. Snakken gik jo i forhold til, om nogle af de flygtninge, som sagde, at de kom fra Syrien, faktisk ikke var det. Nu kan vi så aflive noget af den snak«, siger Mads Fuglede.
Udlændingelempelser eller ej? Regeringen beskyldes for løftebrudPeter Skaarup, medlem af Udlændinge- og Integrationsudvalget for Dansk Folkeparti, mener, at der er brug for mere kontrol fremover.
»Det er godt, at systemet virker. Men der opstår tit historier om, hvordan der foregår svindel og humbug, når der søges asyl. Derfor skal vi ikke holde op med at kontrollere, bare fordi den her stikprøve viser, at der er 857 flygtninge, som ikke har snydt«, siger Peter Skaarup.
Han henviser til, at Udlændingestyrelsen flere gange har bekræftet, hvordan man i en del tilfælde afviser asylansøgeres oplysninger om at være under 18 år.
»Vi skal have mere kontrol, ikke mindre«, siger Peter Skaarup.
Fornuftigt formål, men ...
Enhedslistens udlændingeordfører, Rosa Lund, mener, at det var udtryk for intet andet end mistillid til både flygtninge og sagsbehandlere, da V-LA-K-regeringen og Dansk Folkeparti vedtog at få udført undersøgelsen.
»Jeg er glad for at se, at stikprøven sætter en stor streg under, at den mistillid, den gamle regering viste flygtninge i Danmark, langt hen ad vejen er ubegrundet«, siger Rosa Lund.
Historien om Howaida Rostom er historien om en uendelig tragedieFor Venstre handler det ikke om mistillid til hverken flygtninge eller Udlændingestyrelsen, siger Mads Fuglede.
»Vi mener sådan set, at det offentlige skal kontrolleres i mange forskellige sammenhænge. Vi bør også fortsætte kontrollerne med flygtninges nationalitet med jævne mellemrum. Jeg tror faktisk, at tilliden til systemet har det bedst, når man lige bliver trykket lidt på maven en gang imellem «, siger han.
I svaret til Udlændinge- og Integrationsudvalget skriver minister på området, Mattias Tesfaye (S), at han mener, at undersøgelsen havde et »fornuftigt formål«. Men resultatet taget i betragtning mener han ikke, »at indsatsen står helt mål med det i sin tid forventede«.
Han vil nu undersøge andre muligheder for at styrke kontrollen med svig i forbindelse med ansøgning om asyl, skriver han.
fortsæt med at læse




























