Hvor mange børn må der ifølge loven højst være per voksen i landets vuggestuer og børnehaver? Og hvor meget må det koste? De spørgsmål skal regeringen og dens støttepartier SF og R forsøge at blive enige om under de igangværende finanslovsforhandlinger, når minimumsnormeringerne kommer på bordet.
Ifølge de officielle normeringstal fra Danmarks Statistik, hvoraf de nyeste blev offentliggjort forleden, er der 3,1 vuggestuebarn per voksen og 6,2 børnehavebørn per voksen. Tallene er meget tæt på den normering, som forskere, fagforeninger, flere partier samt forældre anbefaler og ønsker sig. Så hvad er problemet?




























