Sig aaaappelsiiiin!
De fleste af os har været der. På tre rækker. De højeste bagerst og laveste forrest. Efterfølgende ind og sidde på en skammel, benene ud til siden, sænk skuldrene, ret håret. Smil!
De famøse årlige skolefotos.
Forældre er nu begyndt at bede skolefotografer redigere billeder af deres børn. DR har talt med en række fotografer, som i stigende grad bliver bedt om at gøre børns tænder hvidere eller fjerne en bums.
Edyta Sørensen er en af de fotografer, som DR har talt med, og hun oplever, at omkring halvdelen af forældrene vil have redigeret deres børns billeder.
»Jeg redigerer hele tiden. Nogle forældre kan jeg overbevise om at lade være med at ændre for meget, men nogle forældre vil absolut have, at det skal ligne et maleri«, siger hun.
I sjældnere tilfælde beder forældrene fotografer om at redigere deller væk og gøre deres børn slankere.
#delditskolefoto
Historien om de redigerede skolefotos har nu fået flere til at lægge deres egne gamle billeder op på de sociale medier under #delditskolefoto. Blandt andre tidligere justitsminister Søren Pape Poulsen (K).
»Man er, som man er, og det kan ikke laves kom«, skriver Søren Pape Poulsen med henvisning til soundtracket fra en af Krummefilmene.
Også SF’s Jacob Mark har delt et gammelt billede med offentligheden.
»Jeg kan ikke lide, når politikere blander sig i, hvordan man er en forælder på den rigtige måde«, skriver Jacob Mark på sin Instagram-profil, men i denne sag vil han alligevel sige sin mening. Han opfordrer til, at man lader være med at bilde børnene ind, de har brug for et filter på deres billeder.
Han opremser de mange faser, som hans skolefotos er et symbol på. Blandt andet, da han insisterede på at have fodboldtrøje på tre år i træk.
»Alle billeder symboliserer nogle af de faser, jeg var i igennem som barn. Fasen hvor jeg var så genert, at jeg gik en klasse om. Fasen, hvor jeg kun tænkte på fodbold. Fasen, hvor jeg begyndte at tænke på piger og ville se godt ud. Fasen, hvor jeg troede, jeg så godt ud«, skriver Jacob Mark.
Statsminister Mette Frederiksen har også lagt et gammelt billede ud, hvor hun siger nej tak til redigerede børnebilleder.
Det presser børnene
Børns Vilkår er bekymrede for udviklingen og mener, at det er med til at presse børnene. Bendte Boserup, der er seniorkonsulent hos Børns Vilkår, mener, at det er med til at opdyrke den perfekthedskultur, som børnene kæmper med til dagligt.
»Vi arbejder meget med børn og unge, der ikke trives, som ikke synes, at de er gode nok, pæne nok eller elsket. Det her er jo som at smide benzin på bålet, når forældre på den måde fortæller børnene, at de ikke er gode nok«, siger hun til Ritzau.
Hun mener, at forældrene skal tænke meget over, at de på den måde fortæller deres børn, at der er fejl ved dem.
»Børnene bliver presset ud i at være noget, som de ikke er«, siger hun.
fortsæt med at læse




























