Hvilken rådgivning fik daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) forud for, at hendes ministerium 10. februar 2016 udsendte en ulovlig instruks om, at ingen mindreårige asylansøgere måtte være indkvarteret med en samlever eller ægtefælle?
Hvilken skriftlig og mundtlig kommunikation havde ministeriet med Udlændingestyrelsen og andre i forbindelse med instruksen, der i første omgang blot var en pressemeddelelse, men kom til at virke som instruks til udlændingemyndighederne?
Og hvilke skridt tog ministeriet og Udlændingestyrelsen – herunder i forhold til dialog med andre myndigheder – da man fandt ud af, at der kunne være retslige og konventionsmæssige problemer med instruksen?
Overblik
Kommissionens opgave
Sådan lyder nogle af de spørgsmål, en kommende undersøgelseskommission får til opgave at besvare i sagen om tvangsadskillelser af asylpar. Det fremgår af et udkast til kommissoriet, Politiken er i besiddelse af.
Ifølge udkastet vil kommissionen i udgangspunktet få to år at arbejde i. Den vil blive tildelt »fuld og omfattende sekretariatsbistand«, lyder det i udkastet til et kommissorium, hvori det også konkluderes, at man skal undersøge, hvilken mundtlig kommunikation mellem Støjbergs ministerium og andre myndigheder der gik forud for Støjbergs undtagelsesfri og dermed ulovlige instruks.
Ifølge Sten Bønsing, der er professor på Aalborg Universitet og har fulgt sagen tæt, er en af de grundliggende uklarheder i sagen, at man »ikke ved, hvad der er blevet sagt mundtligt«. For eksempel har Folketingets ombudsmand i sin afdækning af sagen kun kunnet undersøge sagen ud fra skriftlige akter, da han ikke foretager egentlige afhøringer.
»Det gør man jo netop her«, lyder det fra Sten Bønsing om kommissionen.
Det er regeringen, der i samarbejde med partierne SF, R, Alternativet og Enhedslisten har besluttet at nedsætte kommissionen.
SF’s retsordfører, Karina Lorentzen, peger særligt på ét bestemt spørgsmål.
»For os er det centrale, om ministeren har været bekendt med, at hun har brudt loven. Og om man har fortsat og handlet mod bedre vidende. Jeg ved godt, at nogle vil gøre det her til et spørgsmål om andre ting, men for os er det meget principielt«, siger Karina Lorentzen.
Forhandlingerne fortsætter torsdag. Først på et senere tidspunkt vil der blive udpeget en formand for kommissionen. Og først når kommissionen efter planen er færdig om to år, kan Folketinget på baggrund af de endelige konklusioner vurdere, om der er brug for at føre sagen til domstolene.
I Enhedslisten mener man, at embedsmændene spiller en nøglerolle i at få sagen opklaret.
»Meget tyder på, at Støjberg har ignoreret de advarsler, som kom fra hendes embedsmænd«, siger partiets Rosa Lund, der kalder det oplagt at indkalde folk såsom tidligere departementschef Uffe Toudal, tidligere afdelingschef Lykke Sørensen og den tidligere direktør i Udlændingestyrelsen Henrik Grunnet til afhøring.
»Men det er naturligvis den kommende kommissionsformands opgave«, siger hun.
Centralt møde
Det var på et koncerndirektionsmøde i Støjbergs ministerium 10. februar 2016, det blev besluttet at udsende den pågældende pressemeddelelse om, at parrene skulle adskilles. Anonyme kilder har efterfølgende over for Politiken forklaret, at Støjberg i forbindelse med mødet blev advaret om, at der juridisk skulle være mulighed for undtagelser, men at Støjberg affejede dette. Den pågældende pressemeddelelse kom også til at fungere som en instruks til Udlændingestyrelsen, der skule effektuere adskillelserne, men Støjberg har i efterfølgende samråd forklaret, at hun på det pågældende møde understregede mundtligt, at der kunne være undtagelser.
Omvendt har en intern mail i Udlændingestyrelsen, som dagbladet Information siden har afsløret, sået tvivl om dette. Mailen var fra styrelsens direktør, Henrik Grunnet, og blev sendt til kolleger i styrelsen samme dag, som Grunnet havde været til det omtalte koncerndirektionsmøde i ministeriet. I mailen bekræftede direktøren over for en pressemedarbejder i styrelsen, at »ingen barnebrude må bo med ægtefælle«.
»Ja. Mødet, jeg var til i ministeriet, efterlod ingen tvivl om hendes indstilling til sagen – uanset børnekonventionen, når parret har et fælles barn«, skrev han, der ikke har udtalt sig om sagen i medierne.
Professor Sten Bønsing medgiver, at det meget vel kan ende med ord mod ord, hvis der er forskellige udlægninger af forløbet fra de involverede. Men selv om afhørte i en kommission vil modsige hinanden, vil det fortsat være væsentligt at få dem frem, mener han.
»Det ender formentlig med, at det er ord mod ord. Men det betyder ikke, at man ikke kan fælde dom. Det bliver i sidste ende et spørgsmål om troværdighed. Her kan særligt lækkede mails i sagen spille en rolle. Det er jo sådan, at der har været centrale møder, hvor embedsmænd efterfølgende har skrevet, at ministeren vitterlig bad om at få alle par adskilt«, siger han.
Det har i høj grad været Støjbergs ageren, der har været i fokus i sagen, men også embedsmænds eventuelle fejl bliver et omdrejningspunkt.
Ifølge lov om undersøgelseskommissioner kan en kommission få til opgave »at foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar«. Og netop den mulighed får den pågældende kommission til opgave at bruge.
Det fremgår dog også af loven om undersøgelseskommissioner, at »en undersøgelseskommission kan dog ikke få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om ministres ansvar«.
En formulering, Sten Bønsing udlægger på denne måde:
»Kommissionsloven er lavet sådan, at man kun må tage stilling til, om embedsmænd har foretaget sig noget ulovligt. For ministrenes vedkommende bliver det et spørgsmål om at servere beviserne for Folketinget. I dette tilfælde servere beviser for, at Støjberg har foretaget sig noget ulovligt«.
Han tilføjer, at en kommissionsundersøgelse »kan sammenlignes med en efterforskning, som politiet laver«.
»Kommissionen kan fremlægge beviser for, at den ene eller den anden part har ret, og så er det i dette tilfælde op til Folketinget, om Støjberg har brudt loven på en sådan måde, at der skal igangsættes en rigsretssag. Her vil Folketinget agere anklager og via advokater føre en sag mod ministeren ved domstolene«, siger Bønsing.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra tidligere udlændingeminister Inger Støjberg, men hun har tidligere understreget, at hun hilser en kommission velkommen.
fortsæt med at læse



























