Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) opfordrer direkte landets jobcentre til at skrue bissen på overfor nyuddannede akademikere, som ikke er i job. Siden 2013 er ledigheden generelt faldet fra cirka seks til fire procent, mens ledigheden for nyuddannede med en længere uddannelse stort set har ligget uændret højt. Nemlig - i følge den liberale tænketank Cepos - på hele 30 procent.
Og det opfordrer ministeren i et interview i Berlingske nu såvel de ledige selv som jobcentrene til at gøre noget ved.
Dels skal jobcentrene gøre sig større umage for at hjælpe de nyuddannede. Dels skal de stille større krav til de jobsøgende. Blandt andet opfordrer ministeren jobcentrene til i overensstemmelse med de gældende regler at fratage de ledige deres ydelse, hvis de ikke i tilstrækkelig grad stiller sig til rådighed og også søger eller accepterer jobs, som intet har at gøre med den uddannelse, de har taget.
»For dem, der ikke vil tage andre job end de job, de specifikt er uddannet til, har vi regler om, at de skal stå til rådighed aktivt og tage imod de job, de får til budt af jobcenteret eller a-kassen. Hvis de ikke gør det, skal det have konsekvenser for deres ydelse. Og det forventer jeg, at jobcentre og a-kasser følger«, siger Peter Hummelgaard til Berlingske.
Politiken har i den seneste tid sat fokus på ledige akademikeres vanskeligheder ved at få arbejde og blandt andet beskrevet cand.mag i moderne kultur og kulturformidling Lea Tolstrups forsøg på at komme i arbejde.
Ifølge Økonomiministeriet udgør dimitterende hver fjerde af alle dagpengemodtagere, og andelen er vokset i de senere år. Peter Hummelgaard fortæller Berlingske, at han selv »har siddet i kassen i Netto«, og tilføjer:
»Hvis det er, fordi man som akademiker føler sig bedre og mere værd end dem, der står op klokken fem om morgenen for at åbne den lokale dagligvarebutik og sidder ved kassen hele dagen, så tager man fejl«.
Også Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, ønsker, at ledige med længere uddannelse viser større vilje til at tage, hvad der måtte vise sig af job.
»I en situation, hvor vi har mangel på arbejdskraft og et enormt pres for at få flere hænder og hoveder ud på arbejdsmarkedet, kan man ikke være for fin til at tage et ufaglært job og lade andre betale for sit underhold«, siger han til Berlingske.
Både Venstre og Socialdemokratiet afviser dog at sænke dimittentsatserne, så gevinsten ved at tage et arbejde bliver større, som tænketanken Cepos har foreslået.
fortsæt med at læse


























