Jeg afleverer mit speciale og bliver med et tryk på en knap cand.mag. i moderne kultur & kulturformidling. Jeg fejrer det med en selfie og #nusmilerlivet. Jeg fejrer videre med bodegature med gode venner og en tur til Lissabon med min kæreste. Vi spiser skaldyr og får halsbetændelse og må stikkes i røven på et portugisisk hospital, hvor jeg kort tid inden kaster op i venteværelset. Alligevel er jeg fuld af forventninger til fremtiden.
Jeg er til mit første møde på jobcentret. Jeg fortæller ivrigt og engageret om mine kompetencer; om at skrive og lave redaktionsarbejde. Sagsbehandleren kigger på mig og betegner det som »en hobby – ikke en karriere«.
Jeg har qua min uddannelse, hvad jobkonsulenter kalder »en bred profil«, og på intet tidspunkt under mit studie har det kommende arbejdsliv været på skemaet. I stedet har vi lært om kulturkritik og filosofi, køn og litteratur, og jeg har altid haft på fornemmelsen, at det var min opgave at finde min plads på arbejdsmarkedet på den anden side af specialet. Efter mødet på jobcentret føler jeg mig meget alene med den opgave.
Jeg skriver ansøgninger i øst og vest og afsøger konstant nye muligheder for, hvad der skal blive af mig. Skal jeg være kulturmedarbejder? SoMe-haj? Projektleder? For første gang i mange år har jeg en fornemmelse af, at alt kan ske.
Hver gang venner og familie spørger, hvordan det går, eller nye bekendte siger »hvad laver du så?«, skynder jeg mig altid til den optimistiske konklusion, så jeg kan gøre deres forudindtagelser til skamme: Jeg er ikke en fortabt arbejdsløs, jeg er en ung kvinde på vej ud i verden.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar