0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dagbog fra dagpengeland: Sagsbehandleren kigger på mig og betegner min uddannelse som »en hobby – ikke en karriere«

Efter over et år på dagpenge har jeg det, som om jeg flatliner i livet. Alt hvad jeg har udviklet af kompetencer og cv-design og ansøgningsteknik og kaffemødesnak har ikke udmundet i noget. Det er ikke en progression, ikke en opadgående kurve, men en lang, flad linje.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Nima Taheri
Foto: Nima Taheri

Lea Tolstrup beskriver sit liv på dagpenge fra hun blev uddannet.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg afleverer mit speciale og bliver med et tryk på en knap cand.mag. i moderne kultur & kulturformidling. Jeg fejrer det med en selfie og #nusmilerlivet. Jeg fejrer videre med bodegature med gode venner og en tur til Lissabon med min kæreste. Vi spiser skaldyr og får halsbetændelse og må stikkes i røven på et portugisisk hospital, hvor jeg kort tid inden kaster op i venteværelset. Alligevel er jeg fuld af forventninger til fremtiden.

Jeg er til mit første møde på jobcentret. Jeg fortæller ivrigt og engageret om mine kompetencer; om at skrive og lave redaktionsarbejde. Sagsbehandleren kigger på mig og betegner det som »en hobby – ikke en karriere«.

Jeg har qua min uddannelse, hvad jobkonsulenter kalder »en bred profil«, og på intet tidspunkt under mit studie har det kommende arbejdsliv været på skemaet. I stedet har vi lært om kulturkritik og filosofi, køn og litteratur, og jeg har altid haft på fornemmelsen, at det var min opgave at finde min plads på arbejdsmarkedet på den anden side af specialet. Efter mødet på jobcentret føler jeg mig meget alene med den opgave.

Jeg skriver ansøgninger i øst og vest og afsøger konstant nye muligheder for, hvad der skal blive af mig. Skal jeg være kulturmedarbejder? SoMe-haj? Projektleder? For første gang i mange år har jeg en fornemmelse af, at alt kan ske.

Hver gang venner og familie spørger, hvordan det går, eller nye bekendte siger »hvad laver du så?«, skynder jeg mig altid til den optimistiske konklusion, så jeg kan gøre deres forudindtagelser til skamme: Jeg er ikke en fortabt arbejdsløs, jeg er en ung kvinde på vej ud i verden.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter