En 28-årig dansk syrienskriger sigtes for tre forbrydelser ved et grundlovsforhør i Københavns Byret tirsdag. Han er efterfølgende blevet varetægtsfængslet i 27 dage grundet særlig bestyrket mistanke.
Han er blandt andet sigtet for en terrortrussel i en video. I videoen ser man fire mænd skyde til måls efter billeder af blandt andre Anders Fogh Rasmussen, Lars Hedegaard, Naser Khader og Ahmed Akkari.
Manden nægter sig skyldig og afviste - på grund af de særdeles alvorlige anklager - gennem sin forsvarer Eigil Strand at udtale sig, da han blev stillet foran en dommer. Han nåede dog at hilse på sine pårørende, da han i en rullestol blev ført ind i retssalen.
Han har forsøgt at destabilisere et lands samfundsstrukturer med trusler om handlinger, der kan tilføre Danmark alvorlig skade, lyder en af sigtelserne. Han sigtes også for at han i en propagandavideo for Islamisk Stat at have bedt Allah ødelægge en række lande samt for at have opholdt sig i et område, der har været strafbart at rejse til.
Rejste af sted i 2013
Allerede i 2013 rejste han til Syrien, hvor den sunnimuslimske terrororganisation var i gang med at bekrige landets regering, mindretal som yazidierne og de kristne og i øvrigt var ved at sikre sig kontrollen over et stort landområde. Fire år senere blev den nu sigtede såret af et bombeangreb, der var med til at få ham til at rejse til Tyrkiet med sin hustru og parrets to børn.
De blev taget af de tyrkiske myndigheder i Kilis dengang i december 2017 og blev begæret udleveret fra Tyrkiet. I går ankom han til København, da Tyrkiet pludselig besluttede at sende Islamisk Stat-krigeren til Danmark.
ritzau og Frank Hvilsom
fortsæt med at læse


























