Meget tyder på, at det kneb med at undgå løsdele på startbanerne, og at banelysene var dårligt vedligeholdt. I værste fald kan det koste liv, hvis et fly rammer stumper under start eller landing.

Fortroligt notat afslører, at lufthavn ikke fulgte egne sikkerhedsregler

Lyt til artiklenLæst op
05:45

Det er forbundet med alvorlig risiko, hvis der ligger fremmedlegemer på start- og landingsbaner i en lufthavn. Det bekræfter flere af flyhistoriens store tragedier, fortæller flysikkerhedsekspert Hans Christian Stigaard, som fra 1994 til 2004 var trafikchef og flyvepladschef i Københavns Lufthavn.

Han nævner spontant en fatal ulykke i Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris i 2000. Her omkom alle 109 personer om bord på et Concorde-fly, efter at flyet påkørte en tabt del fra et andet fly. Det forårsagede, at Concordens ene dæk eksploderede og trængte igennem flyets venstre vinge, hvilket resulterede i, at en brændstoftank sprang læk. Kort efter at Concorden var lettet, styrtede den ned.

Hans Christian Stigaard er rystet over, at Københavns Lufthavn i 12 måneder fortsatte med normal flydrift, selv om man vidste, at såkaldte banelysarmaturer kunne rive sig løs og udgøre en alvorlig sikkerhedsrisiko på start- og landingsbaner.

Én ting er, at et banelysarmatur i 2018 rev sig løs og lå på den befærdede start- og landingsbane Bane 22L. Men det mest alvorlige er, at Københavns Lufthavn tilsyneladende ikke tog situationen alvorligt, men snarere ignorerede sikkerhedsproblemet, mener Hans Christian Stigaard.

»Den første hændelse i 2018 er én hændelse. Da det skete, kunne man gøre noget så simpelt som at gå alle armaturer igennem. Og det har lufthavnen simpelthen en forpligtelse til. Allerede der har der været et svigt. Det tyder jo simpelthen på, at man i det store hele har ignoreret en advarsel om et alvorligt sikkerhedsproblem«, siger han.

Politiken er i besiddelse af et uddrag af et verificeret udkast til en rapport om sikkerhedsproblemet. Da der er tale om et udkast, kan der ske ændringer af konkrete formuleringer, inden den endelige rapport er klar. Rapporten er i disse dage i høring hos involverede parter.

Ifølge Københavns Lufthavns egne procedurer, den såkaldte ’Aerodrome Manual’, må der slet ikke være trafik på flyvepladsen, når der foreligger en risikovurdering i kategori A. Men det var der alligevel.

Ifølge udkastet undlod lufthavnen at tage beslutningen om at stoppe operationerne på pladsen, fordi der ikke var klare procedurer til håndtering af en sådan sag. Derfor fortsatte flyene med at lande og lette, parallelt med at man gik i gang med at forbedre de sikkerhedsmæssige forhold omkring de flere tusind lysarmaturer.

I den forbindelse konstaterede lufthavnen yderligere »fejl, mangler og defekter på et meget højt antal armaturer«. Og det vurderes, at »mange« armaturer er i en så dårlig forfatning, at de ikke kan bringes op til en acceptabel standard, medmindre de skiftes ud.

Intet lignende siden orkanen i 1999

Hans Christian Stigaard siger, at det er »en meget tung beslutning« at skulle lukke en hovedpulsåre i dansk infrastruktur som Københavns Lufthavn.

»Men jeg mener, at når man opdager det (de løse armaturer, red.) gentagne gange, så bør man som minimum lukke start- og landingsbanerne en ad gangen og sørge for at få udbedret problemet, før de åbnes igen. Det er en stor beslutning at tage, men det må simpelthen være nødvendigt her«, siger Hans Christian Stigaard.

Han husker ikke, at der i nyere tid er foretaget en så alvorlig risikovurdering vedrørende afgørende udstyr i Københavns Lufthavn, som tilfældet er i denne sag.

»De eneste gange, jeg kan huske, at man har haft så høje risikovurderinger, er under meget kraftfuldt uvejr, som for eksempel orkanen i december 1999. Men det var jo forhold, som er ude af lufthavnens hænder, hvor det her er noget, man faktisk kan gøre noget ved«, siger Hans Christian Stigaard.

Efter hans vurdering bør ledelsen i Københavns Lufthavn, herunder driftsdirektøren og den tekniske direktør, have haft kendskab til de sikkerhedsmæssige problemer allerede i august 2018, da de blev konstateret første gang.

Dermed mener Hans Christian Stigaard, er der er tale om et »alvorligt ledelsessvigt«.

Driftsdirektør i Københavns Lufthavn Kristian Durhuus oplyser til Politiken, at ledelsen blev orienteret i 2018, men at man dengang betragtede sagen som et enkeltstående tilfælde.

Kunne være undgået

I forbindelse med udarbejdelse af rapporten er flere medarbejdere i lufthavnen, som til daglig arbejder med vedligehold af start- og landingsbanerne, blevet interviewet. De fortæller ifølge udkastet, at lysarmaturernes dårlige stand skyldes flere faktorer. Dels er der ikke etableret procedurer for montering, reparation og vedligehold. Og dels er adgangen til »ordentligt udstyr blevet ringere«.

Blandt andet skal elektrikerne have været nødt til selv at modificere deres værktøj, fordi de ellers fik stød af armaturerne, når disse skulle efterses.

Alle de faktorer har ifølge udkastet skabt en »kultur«, hvor manglende retningslinjer, viden og ledelse har overladt ansvaret for armaturerne til de enkelte medarbejdere.

Af konklusionerne i udkastet fremgår det, at Københavns Lufthavn endnu ikke har kunnet placere ansvaret for det ringe vedligehold af banelysarmaturerne.

Michael Thykier

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her