To mænd, der sigtes for hærværk mod jødisk gravplads i Randers, er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Politiet har fundet maling på jakker og sko hos hærværkssigtede

To personer er nu varetægtsfængslet for hærværket mod den jødiske gravplads på Østre Kirkegård i Randers. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
To personer er nu varetægtsfængslet for hærværket mod den jødiske gravplads på Østre Kirkegård i Randers. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

De to mænd, der er blevet sigtet for hærværk mod en jødisk gravplads i Randers, er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Det er konklusionen efter grundlovsforhøret ved Retten i Randers onsdag eftermiddag.

»Der er begrundet mistanke om, at de er skyldige i de rejste sigtelser«, siger dommer Marianne Sonne.

Grundlovsforhøret er blevet holdt for lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning.

Men ved afsigelsen af kendelsen løfter dommeren lidt af sløret for, hvad sigtelsen bygger på.

Varetægtsfængsles i fire uger: Ledende medlem af nynazistisk gruppe anholdt for hærværk

Ifølge dommeren er der blandt andet fundet jakker og sko med pletter af grøn maling hos de sigtede.

Desuden er der fundet maling og en pensel samt balloner med rester af maling.

Derudover lægger dommeren vægt på en sms-korrespondance mellem de to mænd.

En korrespondance, der fandt sted mellem den 8. og den 9. november, og som netop omhandler maling.

Frygter de vil forpurre sagens opklaring

Dommeren mener, at de to mænd på fri fod ville kunne forpurre sagens opklaring.

»Der er grunde til at frygte, at de på fri fod vil kunne vanskeliggøre sagens forfølgelse ved at advare ligesindede«, siger hun.

Endelig lægger dommeren vægt på, at de to mænd er sigtet for groft hærværk med en strafferamme på op til seks års fængsel.

»Det er ikke noget småtteri, det her«, siger Marianne Sonne.

De to mænd har begge nægtet sig skyldige i sigtelsen om hærværk mod den jødiske gravplads.

»Det er meningsløst. Altså hvem får noget ud af det. Det forstår jeg ikke«

84 gravstene blev overhældt med maling, og flere af dem blev væltet.

Den ene af de to sigtede er såkaldt redeleder i organisationen Den Nordiske Modstandsbevægelse.

Han har tidligere udtalt sig positivt til TV2 Østjylland om hærværket på kirkegården i Randers.

De to sigtede har begge valgt at kære fængslingen til landsretten.

Anklager Steffen Andersen, Østjyllands Politi, siger efter grundlovsforhøret, at de næste fire uger nu skal bruges på videre efterforskning af sagen.

Der skal blandt andet afhøres vidner og laves tekniske undersøgelser.

Han kan ikke udelukke, at der vil ske flere anholdelser i sagen.

»Det er ikke til at sige. Det er det, efterforskningen skal afklare«, siger Steffen Andersen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her