Det var ikke drengestreger, da tre mænd natten til 14. juli kastede en antændt røgbombe ind gennem et vindue til fodboldspiller Jens Stages lejlighed.
Det siger anklager Jacob Gents, da han mandag kommer med sine afsluttende bemærkninger i sagen ved Retten i Aarhus.
»Det er fuldstændigt hensynsløst og meningsløst, at man gør sådan noget bare på grund af en fodboldspillers klubskifte«, siger han.
Han kræver en 24-årig mand, der har erkendt at have kastet røgbomben, idømt mindst halvandet års ubetinget fængsel.
Skuffet fan erkender kast af røgbombe ind i FCK-profils lejlighed: »Det var vel hans klubskifte. Det var jeg sur over«De to medgerningsmænd står ifølge anklageren til ubetinget fængsel i mindst et år og tre måneder.
De tiltalte har erkendt, at de kastede røgbomben ind i lejligheden omkring klokken 02.30 om natten.
Den 24-årige har forklaret, at det var hans initiativ, fordi han var vred over fodboldspillerens nylige klubskifte fra AGF til FC København.
Omkring røgbomben var viklet en seddel med ordene: 'I Aarhus straffes forræderi. Svin!!! Judas'.
Få timer inden angrebet havde den 24-årige sendt en besked med nogenlunde same ordlyd til Jens Stage.
Inden røgbomben blev kastet, smed den ene af de tiltalte en brosten ind gennem vinduet til lejligheden.
Troede ikke, der var nogen hjemme
Jens Stage var ikke hjemme, da angrebet fandt sted. Men det var hans bofælle og dennes kæreste, som lå og sov i et tilstødende soveværelse.
De to sprang ud af vinduet for at slippe ud af lejligheden.
De tiltalte har forklaret, at de antog lejligheden for at være ubeboet den pågældende nat.
De vidste, at Jens Stage skulle spille kamp dagen efter i København, har de forklaret.
Tre mænd tiltales for angreb på Jens Stages lejlighedSkaderne på lejligheden beløber sig til omkring 225.000 kroner.
De tiltalte mener, at gerningen skal takseres som hærværk og ikke brandstiftelse, sådan som anklageren gør gældende.
Efter at anklageren har procederet sagen, er turen nu kommet til de tre forsvarsadvokater.
Der ventes dom i sagen senere på dagen.
ritzau
fortsæt med at læse




























