Lyt til artiklen
Da min far som ung bornholmer i København prøvede at leve af at spille musik, var han i hård konkurrence med italienere og andre mørke mænd fra Mellemøsten, der med deres hår på brystet og åbenstående Baron-skjorte med vide flipper kunne gå for at være fra støvlelandet. Hvilket danskerne, især kvinderne, var helt vilde med i de år.
Musikernes fagforening forsøgte at beskytte danske jobs ved at kræve, at der skulle være mindst en bleg i hvert orkester. Det blev så min far. Og han var imponeret over sine nye kolleger, ikke bare musikalsk, men også over, at de aldrig gik med underbukser. Det var unødvendigt og tidskrævende, når de i en pause utrætteligt skulle tilfredsstille deres fans.
