En sommerdag i slutningen af 1970’erne mødes 14-årige Kathrine Lilleør med sin mor bag Hovedbanegården i København.
Teenageren har taget toget til storbyen fra Lyngby, hvor hun går i 8. klasse. Hun ved ikke, hvorfor moren har sat hende stævne. Eller hvorfor det skal være en fredag eftermiddag på Vesterbro, hvor »damerne er begyndt at sætte sig til rette i vinduerne og kigge efter kunder«.




























