Den 41-årige nattevagt, der mandag blev frikendt for adskillige voldtægter og overgreb mod to 30-årige kvinder med autisme, idømmes tre måneders betinget fængsel.
Det har dommere og et enigt nævningeting afgjort ved Retten i Glostrup.
Kvinderne var beboere på det botilbud, hvor manden var ansat som nattevagt.
Men retten fandt det ikke bevist, at den 41-årige havde voldtaget den ene beboer igennem to år. Han bliver dog straffet efter paragraf 219, stk. 3, da han har haft samleje med den anden kvinde.
Kvinden er imidlertid ikke så mentalt retarderet, at manden har udnyttet hendes handicap. Men det er som ansat strafbart at have samleje med en beboer med psykisk handicap.
Udbeder sig betænkningstid ift. at anke dommen
Han frakendes også retten til at beskæftige sig med personer med psykisk handicap i to år. Han skal desuden betale en erstatning på 15.000 kroner til den forurettede.
Retten lagde ved strafudmålingen vægt på, at han ikke er straffet før, han har gode personlige forhold, og sagen har haft alvorlige konsekvenser for ham.
Han har mistet sit job, ligesom han har været væk fra sin familie under varetægtsfængslingen.
Nattevagten har valgt at udbede sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.
ritzau
fortsæt med at læse



























