I teorien burde det være lettere end nogensinde at få lønforhøjelser i danske virksomheder. Ledigheden er i bund, og mange virksomheder søger stadig forgæves efter arbejdskraft. Det må være det bedst tænkelige grundlag for lønkrav i virksomhederne, når forhandlingerne om de nye overenskomster er afsluttet i foråret. Men alt tyder på, at vi har vænnet os til små stigninger i lønnen, når der forhandles nye overenskomster.
Økonomer har svært ved at forklare, hvorfor lønnen ikke er steget mere, når arbejdsmarkedet er så stramt. Det er jo almindelig sund fornuft, at lønnen stiger, når der er fuld beskæftigelse og mangel på arbejdskraft. Arbejdsgivernes økonomer gør gældende, at lønmodtagernes realløn er steget. Det er rigtigt, men det, der forhandles om, er pengeløn og ikke realløn. Få har en præcis fornemmelse – endsige konkret viden – om facit, når inflationen trækkes fra lønnen.
