Politiet leder onsdag aften efter en handicappet dreng i Brovst i Nordjylland.
Det oplyser Nordjyllands Politi på Twitter.
Den 16-årige dreng var sammen med en pædagog, da han i et større skovstykke ved Hjortdalsvej og Nørtorupvej forsvandt.
Selve skovstykket hedder Fosdal Plantage/Nørtorup Hede, oplyser politiet.
Drengen beskrives som 175 centimeter høj og slank af bygning. Han har sort, glat hår og er krumrygget. Han er iført en mørk vinterjakke og blå cowboybukser. Politiet oplyser, at han er dårligt gående.
»Hvis borgere ser ham i området, enten gående på en vej eller andre steder så tag kontakt til ham og ring 114«, skriver politiet på sin Twitter-profil.
Ingen uddybende kommentarer
Det er ikke lykkedes at få en uddybende kommentar fra politiet.
DR Nyheder skriver, at politiet har adskillige hundepatruljer i området, og flere kan være på vej. Desuden benyttes der håndholdt termisk udstyr samt droner og helikopter.
»Det er mørkt og koldt, og der er tale om en 16-årig handicappet dreng, så det er en bekymrende situation, det er klart«, siger vagtchefen fra Nordjyllands Politi til DR Nyheder.
Lars Høj Schou, der er operativ chef i Beredskabsstyrelsen, oplyser på sin Twitter-profil, at Beredskabsstyrelsen assisterer med 18 mand samt flere køretøjer og en drone.
Brovst ligger omkring 30 kilometer vest for Aalborg.
ritzau




























