Startskuddet er gået til forhandlingerne om godt 730.000 privatansattes overenskomster. Resultatet af forhandlingerne kommer til at få indflydelse på den generelle lønudvikling i Danmark, og dermed får såvel privatansatte som offentligt ansatte snart en pejling på, hvordan de kommende års lønsedler kommer til at se ud.
Arbejdsgivernes forhandlere og fagbevægelsens ditto mødtes onsdag i Industriens Hus, og den næste måneds tid skal de lægge arm om størrelsen på de ansattes lønposer, deres ret til at prioritere mellem penge, fritid og pension og den betændte problematik om social dumping.


























